Belfast

Kenneth Branagh tager os med til sin barndoms Nordirland i 1969, hvor protestanter og katolikker støder sammen i voldsomme uroligheder. Det blev begyndelsen på tre årtiers blodig konflikt, men i Branaghs autofiktive film blive begivenhederne kun overfladisk berørt i et rosenrødt skær tilsat Van Morrison-musik.

I et arbejderkvarter i Belfast, hvor børnene leger ubekymret på gaden og alle kender hinanden bor 9-årige Buddy (Jude Hill) med sine forældre Ma og Pa samt storebror Will (Lewis McAskie). Pengene er små, Pa (Jamie Dornan) må arbejde i England og vender hver anden weekend hjem som en helt, men til stadig voksende bunker af ubetalte regninger trods Mas (Caitona Balfe) faste hånd om økonomien. Alligevel er det verdens smørhul for Buddy og en spændende tid med både månelanding, amerikanske tv-serier og biograffilm og den første skoleforelskelse, alt sammen fylder det meget i de daglige samtaler med bedstefar Pop (Ciarán Hinds). 

Men en dag i august trækker en stort sky indover idyllen – nationalistiske protestanter vil have det katolske mindretal ud af kvarteret og pludselig bliver tidligere venner til svorne fjender midt i en krigszone. Buddys familie er protestanter, men selvom Granny (Judi Dench) hiver ham med i kirke, er religion ikke noget man går op i, men ikke at vælge side er det samme som at vælge den forkerte. Som urolighederne eskalere står familien overfor et svært dilemma: Skal de rejse fra alt og alle de kender eller risikere børnenes sikkerhed?

Historien fortælles fra Buddys synsvinkel og billederne dirrer næsten af spænding, når han hypnotiseret sidder med store øjne i biografen eller i teatret. Filmen indledes med en farvestrålende turistagtig prolog svævene over Belfast, men slår så over i skarpt sort/hvid og kun når Buddy eksponeres for kunstarter kommer der igen farve på - måske som et symbol på at drengen kigger ind i sin fremtidige karriere? 

Jude Hill er utrolig charmerende og uskyldig som den smilende blonde stand-in for instruktørens unge jeg og også resten af castet er en fornøjelse at se på. Dialogen er både ægte og humoristisk, og man tilgiver næsten Kenneth Branagh, at han kun kradser lidt i overfladen af konflikterne. 

Volden og det ægte had er lidt nemt samlet i en enkelt skurk, Billy Clanton (Colin Morgan) som truer Pa et par gange. Men det bliver aldrig rigtigt farligt og karaktererne synes da heller ikke oprigtigt skræmte. Ja enkelte scener er faktisk hovedrystende naive som for eksempel da den letpåvirkelige Buddy bliver lokket til at stjæle fra et supermarked under uromagernes plyndring. Da hans mor opdager det, marcherer hun med ham slæbende efter sig direkte ind i urolighederne for at han kan leverer den stjålne pakke vaskepulver tilbage. 

I Branaghs ’Belfast’ er det hele meget pænt og ingen bekymringer synes at være så store, at de ikke kan gøres mindre med en lille dans eller en sang. Det havde klædt filmen at gøre mere ud af de voldsomme påvirkninger en så blodig konflikt må have for både en 9-årig dreng og dennes familie, men det ville naturligvis hurtigt have ødelagt den ellers som gode stemning i Branaghs Oscar-nominerede feel-good-film.