Chicago

Drama queens i storstil! Der findes nærmest ikke nok drama-gloser til disse damer, de er divaer, primadonnaer og skabhalse, som kæmper furiøst om at være den største sensation. Og mændene står heller ikke tilbage for at skabe sig en plads i spotlyset.

Velkommen til kvindefængslet, der lyder som en natklub og bryster sig af beboere, der ligner cabaretstjerner. Net, nylon, læder, blonder og lidt silke så sort som natten – eller deres samvittighed. De er mordersker og deres retsproces er blevet et medieshow, hvor kun de frækkeste overlever. Så tynd er silken, så spinkel er blonden, og ligeså hårfin er grænsen mellem dømt og frikendt.

Nyeste donna på dødsgangen er den småtbegavede Roxie, der har skudt sin elsker – de fleste har dræbt deres mand – og hun er som en marionetdukke i advokat Billy Flynns (Tomas Ambt Kofod) egen stjerneprocedure. Han mingelerer også den temperamentsfulde Velmas dobbelte mordsag, og er konstant på udkig efter den næste sensation med penge og drama på kontoen.

Med speederen i bund kører showbuzz’en med knald på kispus, spas og ramasjang – så det indimellem bliver for meget show-off. Man ku’ godt undvære halvdelen af den overgearede humor, der skulle være ironi, men amerikansk smartness er bare anderledes end dansk satire. Og Adam Prices oversættelse trænger seriøst til en opstramning, her ti år efter den oprindelige DK-premiere. Hvad skal vi for eksempel med ”skudsikre trusser” og en ”skrid ad helvede til”-Kitty – vi bruger vel alle efterhånden fuck af og andet skarpere slang fra USA. 

’Chicago’ har altid været et hot show, men denne opsætning er blevet for pæn til at være med på det hotteste. Der er simpelthen gået familiefest i natklubballaden. Når det går værst til nedtones et par sangfavoritter a la revy: ’Når du’ go’ ved Mama’ og ’Stil’. Ikke mindst fordi Mama Morton er fejlcastet og for karakterløst fremstillet (ligesom i 2007-showet). Eller er det kun mig, der mener, hun bør være en big, bad, black mama? 

Nok brok, for selvfølgelig er det et forrygende show, når det virkelig funker. Og det gør Per Engströms orkester, så de velskruede sange får ægte jazz og swing. Ligeså prof er kordanserne, der dominerer store dele af showet med forrygende vibes og moves, skarpt balancerende mellem det hotte og det coole.

Den sejeste scene ejer de seks mordersker, der smyger kroppene så sexet som deres dræberinstinkter er rå i ’Kvindefængslets tango’. ”Han bad selv om det,” skråler de, ovenpå gevær-, kniv- og giftdrab. Deriblandt Julie Steinckes Velma, der totalt overstråler Maria Lucia Heiberg Rosenbergs Roxie, som generelt bliver for dum-sød. Steincke åbner suverænt med showets signatursang ’Al det jazz’, og hun holder som altid den fabelagtige stil. Hendes lækre stoledans i ’Når Velma får sin dom’ kan lægge enhver jury ned, og forsøget på at overtale Roxie til et søsternummer er så desperat skørt og løssluppent at de andres komik virker overkarikeret.

Hvem der er mest queen bitch her er usikkert, men slutscenariet er nu også et mere stereotypt popshow. Mere smart og cool, end vovet og hot. Men drama divas er de stadig, når de swinger hat, stok og glimmersko til ’Al det jazz’-tonerne, og takker Gud og hvermand.