Den alvorsfulde leg

Nøgenhed er på mode i Pernilla Augusts kærlighedsdrama fra start-1900-tallet. Ikke i passionens tegn, men som en pointe om at turde være moderne og fremsynet, om at turde tage de valg, hvor lykke og tryghed udfordres.

Med temaet om hvorvidt man selv vælger i livet, rammer Lone Scherfigs manuskript fint ned i Hjalmar Söderbergs kærlighedsklassiker, men ’Den alvorsfulde leg’ mangler passion. Lidt nøgenbadning, blanke øjne og knapper der løsnes, er sådan cirka det. Måske fordi det ikke bare er sex, der definerer lidenskaben i forholdet mellem Arvid og Lydia, men nogle drømme om en fremtid væk fra etikette og traditioner. 

Disse drømme og titlens leg burde være mere skinbarlige i parrets samvær, men de er – som de endda selv bekræfter – så utroligt melankolske. I en grad så man føler at de allerede har givet op. Arvid (Sverrir Gudnason) og Lydia (Karin Franz Körlof) får øje for hinanden på et tidspunkt hvor ingen af dem har social status eller økonomisk stabilitet til at følge deres hjerte. De bliver i stedet gift med bedre bemidlede og starter familie hver især. Indtil tilfældet vil at de mødes igen, og ikke kan lade være at gøre legen alvorlig.

Scherfig og August har valgt kvindevinklen, og har gjort kvinderollerne mere dominante. Ikke mindst Arvids kone, som Liv Mjönes gør pragtfuld i empati og humor. Derimod er Karin Franz Körlof et sært valg, der med sin vrede stirren vil afspejle Lydias beslutsomhed og oprør, men aldrig rigtig bliver troværdig i sine følelsesudbrud. Kemien med Sverrir Gudnasons Arvid halter også, man ser hans fascination, men man forstår den ikke. 

’Den alvorsfulde leg’ er alt for pæn og stilren i sit klassiske drama om at føle sig fastlåst i konventioner, også bokset ind af den danske fotograf Erik Molberg Hansens valg af det gamle billedformat 4:3. En gammeldags ramme for moderne tanker om kærlighed: At begær kan føre til jalousi og ejerfornemmelser, ligesom ægteskab kan kvæles i vaner og forstilthed.

Igen bliver nøgenheden billedet på leg og drømme, som mangler i manges fikserede liv. Om det er begær eller familie, der fastlåser – således er både Arvid og Lydia ofre for deres valg, eller manglende ditto. Allerbedst i slutningen, der er så tvetydig i sin tilfældighed og symbolik, at man begynder at fundere over hvorvidt lykken også er et valg.