Brænd alle mine breve

Er vores følelser og adfærdsmønstre nedarvet gennem generationer? Det er det centrale spørgsmål i Björn Runges filmatisering af Alex Schulmans bestsellerroman ’Brænd alle mine breve’ – i øvrigt Runges første svenske film i mere end 10 år efter en afstikker til udlandet med filmen ’The Wife’ (2017).

Filmen knytter tre hændelser sammen: Et nutidigt skænderi mellem forfatteren Alex (Sverrir Gudnason) og hans hustru (Sonja Richter). Barndomsmindet fra vinteren 1988 hvor han finder en stak breve i sin mormor Karins gemmer, der får et voldsomt skænderi til at bryde ud mellem bedsteforældrene. Samt en skæbnesvanger begivenhed i sommeren 1932, der kom til at ændre alt.

Alex bærer rundt på et mørke og en vrede, der skræmmer ham. Besat af at finde ud af hvordan det er endt i ham følger han et spor i familien, der går tilbage til hans morfar Sven Stolpe - kolerisk forfatter og kulturpersonlighed med en manglende evne til at tilgive. Efter megen research lykkedes det Alex at skaffe brevene og i dem opdager han nu en kærlighedsaffære.

Sommeren 1932 er filmens tyngdepunkt og den altdominerende hovedrolle er Karin Stolpe (Asta Kamma August). Hendes skæbne som kvinde er normal for den tid men også unik. Hun er en intelligent kvinde, uddannet og kultiveret – arbejder med at oversætte litteratur, hvilket var usædvanligt. Men på trods af dette står hun i evig skygge af sin dominerende mand, og livet som pæn og artig hustru er ved at kvæle hende. 

Under et skriveophold med sin mand (Bill Skarsgård), møder Karin den meget unge og følsomme Olof Lagercrantz (Gustav Lindh), der i modsætning til Sven, både ser og accepterer hende, som hun er. De søger hinandens selskab hele tiden og bliver stormende forelsket – en forelskelse Karin bliver straffet for resten af sine dage efter trusler fra Sven. Det er sigende, at barnebarnet Alex først og fremmest beskriver Sven som et geni, når et lige så passende ord kunne være tyran.

Det er ikke en let opgave at filmatisere en bog, der i høj grad består af Alex Schulmans refleksioner over den øjenåbnende opdagelse, at hans mormor havde haft en affære med Olof Lagercrantz, hvilket eskalerede til en livslang kulturfejde mellem Sven Stolpe og Lagercrantz (far til forfatteren David Lagercrantz).

Den voldsomme og altomsluttende kærlighed mellem Karin og Olof slår ikke rigtig gnister på det store lærred og måske er det derfor at instruktøren tyr til voiceover med ordene fra brevene, de elskende udvekslede. Men selv om jeg savner den nerve, der i bogen giver et sug i maven, så er det en dejlig film med mange fine kvaliteter – den bliver bare ikke i kroppen lige så længe som Alex Schulmans roman.