Money Monster

Verden er ad helvede til – eller godt på vej derhen. Vi taler ikke med hinanden, racisme og terrorismen blomstrer, en stor del af hverdagen foregår på små og store digitale skærme, og de nye filmstjerner er reality-stjerner og tv-personligheder. Det er den virkelighed Jodie Foster tager afsæt i med sit let humoristiske thrillerdrama ’Money Monster’. Filmen er et forsøg på at kommentere netop den virkelighed. Det lykkes delvist.

Kyle Budwell (Jack O’Connell) er en almindelig mand som i nutidens Amerika går gennem livet på en minimumsløn, og den dag han arver nogle penge, investerer han dem i den sikreste aktie, man kan investere i: Ibis Clear Capital. Problemet er at udnævnelsen af dette sikre børstip kommer fra Lee Gates (George Clooney), som er vært på tv-showet ’Money Mon$ter’.

Aktien mister værdi, og Kyle mister alle sine penge, ligesom mange andre investorer. Derfor sniger Kyle sig ind på tv-stationen og tager Lee Gates som gidsel. For åben skærm følger hele verden med i, når gidseltageren forsøger at få svar på, hvordan hans penge er forsvundet, og hvordan firmaet Ibis Clear Capital har mistet 800 millioner af deres investorers penge. På den anden side af kameraerne sidder produceren Patty Fenn (Julia Roberts), som forsøger at holde gidseltageren hen, så politiet kan komme ind i tv-studiet – og samtidig holde sin tv-stjerne i live.

Julia Roberts er efterhånden ved at vokse ud af sweetheart-imaget. Med sikker hånd portrætterer hun en gennemsnitskvinde, som går fra at være en husmodergrundig tv-producer til at blive en stærk urkvinde, der gør alt hun kan for at redde en mand, mens hun sidder fængslet til en producerstol.

Filmen tilhører Roberts og Clooneys gode præstationer. Desværre er de også med til at gøre den lidt for Hollywood-agtig, og dermed forsvinder lidt af filmens relevans og aktualitet, fordi alle øjne er rettede imod Julia og George, i stedet for mod en meget væsentlig grundproblematik: At penge styrer en verden, hvor almindelige mennesker kommer i klemme. Og når disse mennesker slår klik i vrede eller frustration, står vi allesammen lige ved siden af og filmer det med vores smartphones.

Var filmen lavet med mindre kendte skuespillere, havde hovedbudskabet domineret mere. Og vi har brug for kommentarer til den skærmstyrede virkelighed vi lever i lige nu! Heldigvis undgår instruktør Jodie Foster at udbasunere de store moraler, og lader i stedet filmens handling og slutningen på gidseldramaet stå for sig selv, som en åben kommentar til vores nutid.

’Money Monster’ er velspillet, veldrejet, aldrig kedelig og godt fortalt. Der er styr på spændingskurven, så der grines og grædes, og så man af og til sidder på kanten af stolen. Her er ingen overflødige scener og unødvendige sidehistorier. Den kender sin præmis og tager publikum i hånden på en vild og intens rejse.

Samtidig bliver den lidt klodset i sin skildring af den skrupelløse direktør for Ibis Clear Capital, som naturligvis bare er en gemen skurk, samt i den meget pludselige forvandling fra dansende abekat af en tv-vært til sandhedssøgende journalist, som Clooneys karakter pludselig gennemgår.

’Money Monster’ er kvalitetsunderholdning med gigantiske Hollywood-stjerner, der giver lidt at tænke over. Men ikke så meget som man kunne have ønsket.