Back to Black

Det der betød allermest for Amy Winehouse, var at blive husket for "bare at være mig". Det berømte citat runger også her, men dette er alligevel den pæne og overfladiske udgave af historien om Amy. Det bliver ihvertfald ikke mere romantisk end ’Back to Black’.

For britiske Sam Taylor-Johnson forsøger sig med et romantisk fokus: Manden Amy insisterede på at elske - og det ikoniske album, hun skabte ud af følelserne for ham. Første møde med Blake Fielder-Civil er forførende og sjovt - som de naive drømme, der gemmer sig dybt i Amys ellers smertende sjæl - men ender alligevel i klassiske unoder: Han er høj på penge og coke, hun er fræk og overrislet, de storflirter, og han inspirerer hende med Shangri-Las’ ’Leader of the Pack’ - og skrider med (eks)kæresten.

Den slags kærlighedsimpuls vs. desperation gentager sig i deres forhold af afhængighed, selvskade og aggression. En underlig blanding af hektisk lykke og uundgåelig destruktion, hvor man egentlig ikke føler meget for nogen af dem, for det er bare for overfladisk og løst fortalt. Og Jack O’Connell er alt for charmerende og slet ikke så narkohærget som den virkelige Blake - og allermest sær er den sidste scene fra fængslet hvor han er blevet clean, og derfor vil skilles. Virkeligheden er noget anderledes, og kunne have skabt mere forståelse for Winehouses eskalerende tragiske udvikling.

Ligeledes virker faren Mitch også mere sympatisk og støttende end virkelighedens selvforherligende og maksimalt udnyttende far, der holder sin datter i paparazziernes spotlyset trods diverse fysiske og psykiske nedture. Selv med Eddie Marsans indimellem skumle blikke og underliggende provo er Mitch her skildret som Amys beskytter. Helt aldeles fatalt. 

Ideen om at lave en biopic, der dykker ned i et enkelt albums tilblivelse, er god - især fordi ’Back to Black’ er så suverænt et værk, der virkelig fortæller historier om en unik og hudløs sangskriver. Men der er ikke meget backstage her. Hverken artistiske beslutninger eller hvordan den nye sound opstod, om samarbejdet med Mark Ronson og Salaam Remi, eller eftervirkningerne af den massive succes, der ovenpå bruddet med Blake gav nye sammenbrud. Så som at hun ikke kan performe med ’Back to Black’-sangene, der er så følelsesmæssigt hængt op på en mand som er ude af hendes liv nu. 

Det bedste i filmen er stjerneskuddet Marisa Abela, der rammer en god del af Amys rastløse kropslighed, hendes bramfrihed og det sårbare ungdomsoprør hun især formidler i sang og musik. De mere hærgede udtryk er stadig pænere med Abela, ligesom hendes stemme heller ikke er ligeså rå og flosset som Amys. Men virkelig flotte sangpræstationer med god dybde og følelse. Især de få rammende strofer af ’What is it about Men’, studiooptagelsen af ’Back to Black’ og jamsession med ’Love is a Losing Game’ overrasker.

Musikken er bare det der rør og rykker i denne biopic, og man ønsker at alt havde været Winehouse - når nu fokus er på det ikoniske sidste værk - det havde fortalt mere af historien, mere interessant. Inspirationen fra de klassiske jazzmestre som Tony Bennett, Sarah Vaughn og Dinah Washington overfor det nyere R’n’B som Lauren Hill, og flere tracks af Nick Cave er slet ikke nødvendige. 

Issuet med ’Back to Black’ er en sløset, overfladisk fortælling, hvor hele udtrykket bliver for pænt, og det har aldrig været Amy Winehouse. Der har altid været en uundgåelig smerte i hendes musik, en dyb følsomhed og tyngde, som afspejler hendes hærgede sjæl - eller som hun selv udtrykker det: "hvor grimt livet er". Er man i tvivl: Se Asif Kapadias dokumentar ’Amy’.