Ben is back

Titlen kan betyde to ting. Det gode eller det grufulde. For hvilken personlighed har Ben med tilbage? Den kærlige familiesøn eller den løgnagtige junkie? Og kan nogen nogensinde redde den ene fra den anden? For her handler det ikke kun om karakter, men også om miljø.

Familien er splittet, da Ben (Lucas Hedges) dukker uventet op på julevisit fra hans behandlingshjem. Det kan blive den bedste eller den værste julegave. Erfaringer fra tidligere år taler for det sidste, som søster Ivy (Kathryn Newton) og stedfar Neal (Courtney B. Vance) pointerer, men mor Hollys (Julia Roberts) glæde og håb om det bedste får alligevel overtaget. Med strikse regler, selvfølgelig.

Supermoren her mener nok, at hun kan bevare overblik og styring, så længe hun ikke slipper sønnike af syne. Men både i hjemmet og i byen popper faldgruberne op på stribe, og de helt store, grumme øjenåbnere kommer da Holly insisterer på at tage med Ben på tour de passé – for at redde deres elskede hund Ponce. For fortidens miljø og folk har stadig et fordærvende greb i Ben.

Peter Hedges har instrueret sin søn Lucas i vanligt underspillet modus, men de små nuancer træder alligevel frem når han på sekundet skifter fra charmedreng til hårdhals. Således rammer Hedges’erne kontrollen og dens modpoler knugende godt, og holder sympatien kørende uden at man føler sig sikker på at den holder hele vejen. 

For ‘Ben is Back’ er ikke en historie, der går tæt på narkomanen, i stedet skabes et krimiagtigt handlingsplan med massevis af ydre faktorer, der skal oppe spændingen. Som om den stakkels fyr ikke har nok at kæmpe med! En del plottråde kunne udelades så andre blev mere troværdige, men samtidig er der en pointe i at nogle af Bens udskejelser holdes periferisk.

For hvor meget vil man som nært familiemedlem egentlig konfronteres med det grumme miljø og den person deres kære er der? Det vil supermor Julia Roberts naturligvis. Med en supertro på at hun kan yde ubegrænset støtte til sønnen og finde løsninger på hans problemer i et miljø, der for længst har nappet hans identitet. 

Der er ikke altid skyld, forklaring eller traume til grund for starten på et misbrug, men alle forældre vil føle skyld – også den perfekte mor. At forsøge at placere ansvar hos andre er en naturlig desperat tanke-til-handling-faldgrube, men filmens lægeangreb føles overstyret. Men også klassisk Julia Roberts – som kirkegårdsscenen, hvor hun er parat til at begrave sin søn; samt replikker som ”hvis du vinder denne kamp, er der ingen grænser for hvad du kan.” Om det holder, er nok afhængigt af om man er Julia-fan eller ej.

En central replik i afvænningen er ”Det virker, hvis du medvirker.” Forhåbentlig, men problemet med at åbne op for sine følelser og fortælle sig selv hvad man bør/skal gøre, er at dæmonerne indeni trives på modsatrettede drifter. Og er den anden personlighed først dybt etableret, er det nærmest umuligt at slippe den hvis miljøet stadig lever omkring én. ’Ben is back’ holder ganske godt fast i dobbeltheden, selvom slutningen sentimentaliserer på klassisk Hollywood-maner.