Mother's Day

Et solidt stykke rom-com håndværk, men desværre ikke mere end det. ’Mother’s Day’ er film nummer tre i Garry Marshalls ’Holiday’-trilogi, og har som ensemblefilm lidt færre historier, og det klæder den, fordi de enkelte historier får lov udfolde sig i et naturligt tempo. 

Til forskel fra ‘Valentine’s Day’ og ’New Years Eve’ omhandler filmen ikke kun hændelser på selve dagen. Denne gang er selve mærkedagen bare en kulmination på de forskellige historier om mødre, og det giver filmens fortællinger et mere naturligt tempo end de forrige films klaser af krampagtige, komiske scener, der bare skulle presses ned i den enkelte mærkedag

Styrken er en velspillende Jennifer Aniston som Sandy, en fraskilt mor til to drenge, som må bevæge sig udover sin egen bitterhed, accepterer sin eksmands valg af en teenager som ny kone, og som må gøre en solid indsats for at give den nye kone plads i familien, for sine børn skyld. DET er i virkeligheden filmens vigtigste historie, som sagtens kunne bære filmen alene. 

I stedet propper Marshall klichéer ned i halsen på os: De racistiske redneck-forældre, som ikke tolerer udenlandske eller lesbiske ægtefæller; den sympatiske enkemand, som er dødpinlig over at købe tamponer til teenagedatteren; eksmanden der gifter sig med en 18 år yngre kvinde; og karrierekvinden som bortadopterede sit barn. Det er ærgerligt, for ‘Mother’s Day’ kommer til at mangle den hyldest til mødre, som man forventer og som den egentlig udråber sig selv til.

Filmens største problem er desværre Julia Roberts. Stjernen er unaturligt drejet ned i en kliche af en amerikansk tv-shop-smykkedesigner med unaturlig page-paryk, kunstige negle og forstadsfruerober. Og selv om hun ER America's Sweetheart, så er hun simpelthen ikke damen til den rolle. Iscenesættelsen af Julia Roberts er så klodset og kejtet, at det bliver et af filmens store problemer og fratager den noget kvalitet. 

Samtidig leverer Garry Marshall nogle fantastiske komiske scener, med samme timede komik, hjerte og selvironi som i ‘Crazy, Stupid, Love’. Det er smågenialt og vidner om at Marshall virkelig har strammet op og udviklet sig. De scener hæver filmens format. 

Med de valg er filmen, hvad den er: Letbenet og letfordøjelig, pletvis ligegyldig og pletvis skidesjov. Egentlig en blanding instruktøren tit leverer: Let og sporadisk elegant underholdning med et lille sukkerdrys af livssandheder. Det er sådan han er. Det er hans varemærke som instruktør og i bund og grund er det afsendt i kærlighed. Det er tydeligt.