Suburbicon

Det perfekte sted at bo – så længe du passer ind. Sådan har den amerikanske drøm udfoldet sig rigtig længe – og er desværre stadig/igen topaktuel med en vis herre i førersædet.

Så når George Clooney instruerer et sort familiedrama – med udspring i to etnisk forskellige familier – med titlen ’Suburbicon’ er man ikke i tvivl om referencerammerne. Mixet (i endnu et samarbejde med Grant Heslov) af et gammelt Joel og Ethan Coen-manuskript om et spotsk morddrama og en virkelig raceskandale fra Levittown, Pennsylvania.

Åbningsbilledet er soleklart: Et typisk amerikansk tv-spot for byen, hvor identiske typehuse definerer sindbilledet på 1950ernes nyfundne konformitet og pastelfarvede pænhed, hvis standarder for lykke ikke giver meget plads til outsidere. Så efterhånden bliver tonen grovere og mørkere, og trods den gennem hele filmen allestedsværende håbets farve, grøn er slutbilledet tvetydigt.

På begge sider af det idylkrævende hvide middelklassestakit forsøger en familie at bryde med normerne, og der er ingen tvivl om hvem, der gør ret og uret. Den sorte familie vil bare gerne være en del af et lykkeligt samfund, hvorimod den hvide familie vil myrde for at blive lykkelige. Begge familier er åbenlyst malplacerede og kæmper med hver deres flugtvej, men det er noget heftigt opridset, og med en (sort)satirisk kant, der ikke helt fungerer. 

Gardner Lodge er en klassisk Coen-karakter, der i Matt Damons solide spil, småbuttet og storskumlende, bliver nærmest psykopat. Imens kæmper Julianne Moore med den dobbelte blondinerolle som den stærke, elskelige Rose, der myrdes, og den dumme, falske Margaret, som Gardner vil til Aruba med. Midt i det står sønnen Nicky (Noah Jupe), der er begyndt at lege med den sorte nabodreng – og en taksator (Oscar Isaac) med næse for hanky panky.

Det er ganske rodet, og Clooney får ikke rigtig skabt fængende forbindelse mellem de to familiehistorier, hvilket især går ud over den virkelige integrationshistorie, der virker påklistret og triviel. Som i slutbilledet er afstanden stadig/igen for stor til et lykkeligt fællesskab.