Trumbo

”Søg ikke helte og skurke, der er kun ofre.” En ægte Hollywood-replik – i en takketale helt uden filmbyens ellers velkendte sentimentalitet og ophøjethed. Sådan er ’Trumbo’ nemlig, en velafbalanceret film om et af Hollywoods sorteste kapitler: Den anti-kommunistiske blacklisting i 1940-50’erne. Fortalt gennem en af tidens skarpeste manuskriptforfattere, Dalton Trumbos historie.

Sagligt, men tjept opremses HUACs (Komiteen for uamerikansk virksomhed) vanvittige proces med s/h-klip af eksempelvis Ronald Reagan og Humphrey Bogart. Dalton Trumbo står i spidsen for The Hollywood Ten, der nægter at bekende egne og andres politiske kulør, og efter nogle års tovtrækkeri med foragt for kongressen, må de residere i gitterly.

Da de kommer ud, bliver filmen mere interessant, nu hvor de blacklistede forfattere må skrive under pseudonymer for at sive ind i branchen. Det giver igen instruktør Jay Roach mulighed for at mixe autentiske klip ind blandt filmens stjernepersonificeringer.

Det er Oscar-shows, celebrity-udtalelser og filmscener. Ikke mindst fra ’Prinsessen holder fridag’, hvor Audrey Hepburn og Gregory Peck stikker hånden ind i Bocca della Verità (sandhedens mund). Trumbo skrev den lille genialitet – uden at få credit og Oscar-statuette for den før efter sin død.

Der er naturligvis ingen tvivl om hvem skurkene er, men Roach spinder et komisk let overdrev til at udstille deres hykleri. John Wayne er godt bøffet op – og får ruf for at lege filmsoldat i stedet for at deltage i krigen. Og den højt profilerede sladderklummeskriver Hedda Hopper (Helen Mirren) er en fuldblods strigle med sin manipulerende rolle i kommunistforskrækkelsen.

Men heltene går skam ikke fri. Kirk Douglas og Otto Preminger har deres kuriositeter, og B-filmproduceren King (John Goodman) er larmende festlig og totalt tykhudet overfor trusler om boykot. Selv er Trumbo (Bryan Cranston) indimellem så selvhævdende at hans (fiktive) blacklist-kollega (Louis C.K.), hans overbærende viv (Diane Lane) eller hans småprovokerende datter (Elle Fanning) må give ham en overhaling.

Trumbo-døtrene har givet deres input til manuskriptet, der kredser om de menneskelige ofringer under og efter blacklisten. ’Trumbo’ er en charmerende oldschool historie om Hollywood-maskineriet, som disse mennesker er indhyllet i. Så kan det godt være at nogle karakterer er lidt overdrevne, men det er velkomment spræl, der afspejler magten, manien og magien i filmens verden.

’Trumbo’ leger – som sin titelperson – befriende med stereotyper i filmbranchen, og der er en del insidervink. Som i klippet fra ’Prinsessen holder fridag’ ligger der også i Douglas-replikken ”Jeg er Spartacus” – som forklaring på at han tør sætte Trumbos credit på filmen – lidt underforstået filmnørderi. Så man kommer nok ikke udenom at denne filmperle er mest for de filmengagerede.