Jean de France

Her er en komedie udført efter alle kunstens regler. Man tager en Holberg-klassiker, får Line Mørkeby til at opdatere sproget, sætter et veloplagt hold til at spille så bukserne revner og sætter resultatet i en ramme af skæv scenografi, vilde kostumere og fine toner fra et lille kammerorkester. Og så kan man faktisk ikke rigtig andet end ramme plet.

”Jeg hader Udkantseuropa!” lyder det lidende fra den frankofile hovedperson Hans Frandsen – eller rettere sagt: Jean de France. Line Mørkebys modernisering af teksten giver plads til nutidige jokes, og det giver ligepræcis den afstøvning af komedien fra 1720'erne, som er nødvendig, samtidig med at originaliteten bevares til fulde.

Hans har været i Paris i hele 15 uger, og kommer hjem ganske forhekset. Vi kender forældrenes kritik: De unge rejser ud i verden og sætter hele opsparingen til, for kun at komme hjem med en masse mærkelige madvaner og et halvsløvt kendskab til et nyt sprog.

Frede Guldbrandsens opsætning balancerer mellem den totale karikatur og passager med plads til eftertanke. Det er slet ikke dumt, når Hans' far overfor sin übermoderne søn indvender: ”Jamen jeg diskuterer ikke om det er mode, men om det er en god mode!”

Også landsbyens makkerpar Espen (Troels Malling) og Marthe (spillet med særdeles stærkt nærvær af Lise Baastrup) står for tankevækkende diskussioner om kønnenes manglende lige ret til at bestemme – og ditto pligt til at passe kødgryderne.

De scenografiske løsninger er geniale. Uden at afsløre for meget, præsenteres man eksempelvis for en overraskende toiletscene, som næsten er det hele værd. Rigtig sjovt bliver det, da Jesper Asholt i rollen som Jeans fortvivlede far på sønnens befaling får en kæmpe sløjfe om maven, så han mest af alt ligner en forvokset marcipangris, eller da tjener-Espen forklædt som fornem pariserdame får Jean overtalt til at bære næseklemme og et amatøragtigt portræt om halsen efter anvisninger om, at det nu er blevet højeste parisermode.

Jeans dumhed vil faktisk ingen ende tage, og for nogle vil det nok blive for meget af det gode på et tidspunkt. Men man skal ikke tage fejl, det er sådan, det er meningen, det skal være. Om man er til folkekomedie med masser af fart over feltet og joke på joke eller ej, det er jo ganske op til én selv, men her får man hele baduljen i høj kvalitet, så hvis man er til den genre, kan forestillingen varmt anbefales.

Det eneste, man mere kunne ønske sig af forestillingen, er at holdet også havde grebet potentialet til at lave en mere tidssvarende karakteristik af hovedpersonen. Det skorter ikke på stikpiller til den jævne danske selvtilfredshed, som stadig vækker aktuel genklang, men man kunne ønske sig lidt mere medfølelse med Hans' og hans dannelsesprojekt.

Er overvejelserne om, hvorvidt det er i det vante og hjemlige eller i det endnu ukendte, at lykken ligger begravet, ikke ganske reelle? Kender vi ikke alle dilemmaet mellem skyklapper og udlængsel? I en tid hvor 'Bonderøven' spiller på 8. år i bedste sendetid samtidig med at Danmark er ved at sende sin første landsmand på Marsekspedition, må konflikten mellem andedam og verdensborgerskab siges at være ganske aktuel.

Pelle Emil Hebsgaard gør hvad han kan for at lade os mærke den menneskelige og sande drivkraft bag udlængslen og verdensfascinationen. Men når trenden blandt nutidens magtfulde skikkelser i langt højere grad går på striks minimalisme end Melodi Grand Prix-lignende pompøsitet, bliver det svært for alvor at genkende noget reelt i den måde, Hans' snobberi skæres på scenen. Set med 2016-øjne stemmer de referencer, hans fremstilling trækker på, i højere grad overens med en rejse til Østeuropa eller et outreret outsider kunstner- og homomiljø i Berlin, end med 15 uger i magtens- og kulturlivets højeuropæiske centrum.

'Jean de France' er en veludført og intelligent komedie, som lader os gå opløftede og berigede fra teatersalen ovenpå to timers teater, der bare flyver afsted, fordi de forvaltes med bravur. Men jeg går også derfra med en stikkende overvejelse af, om forestillingen ender med at sparke nedad frem for opad med sin Jean-figur? Og så med selveste Holberg ved roret.