Den Vægelsindede
KOMEDIE
23. september – 1. november 2022?
Skuespilhuset, Store Scene
Svinger humøret? Det er helt naturligt, og faktisk supermoderne! Eller ihvertfald tidløst, som det kan ses i Katrine Wiedemanns Holberg-opdatering af supergearet slapstick og regnbuefarvet lykkesus. Vægelsind er in - hvis man kan favne det, rumme det.
Den der skal rumme og favne mest er Torben (Sigurd Holmen Le Dous), tjener for Lucretia (Marie Bach Hansen) og dermed mål for utallige, utidige, ubændige skift i lyster, befalinger og stemninger. Hendes selvindsigt er ligeså overfladisk som kærlighedsaffæren med akademikeren Iversen (Rasmus Fruergaard) - trumfet igennem med den flyvende popserenade ’Total Eclipse of the Heart.’
Og så er Lucretia og hendes domicil endda det mindst absurde. For selvom metervarerne i stofbutikken peppes op med x-blade og egne erotiske noveller, så udløser det ikke ligeså store grin som resten af personagerne, der søger lykken på aldeles kæk-kikset maner. Alle kæmper med selvværd, værdighed, anerkendelse og at definere sig selv og det de vil og har brug for. De tror de ved det, og at de kan styre deres følelser, men det er det klassiske Holberg-tema om selvbedrag.
Den semi-grå Abelones (Lila Nobel) underspillede behagesyge er en fremragende kontrast til den pivnaive blondine (Christiane G. Koch) med hoppende plastikbryster. Hendes sexfjollede bror Apicius (Joen Højerslev) kan noget særligt med at slupre og slikke, imens den grå bror (Nicolaj Kopernikus) flasher solarie(over)toning, blegede tænder med skævt underbid og tossetalent for at skvatte. For det meste er det hans replik at bekræfte at han er okay, men hans tjener Christoffer (Andreas Jebro) tager over efterhånden, med syret gummiansigt og spøjs gestrikuleren.
Der er hektisk sjov og ballade på scenen hele tiden, med Maja Ravns kostumedesign som endnu et larmende element af finurligt 50/80/00’er-stilmiks, hvor titelkarakteren selvfølgelig er den eneste, der skifter tøj. Lidt overraskelser er der også i sprækkerne på Ravns enkle, nedtonede scenografi - pastelfarvede regnbueringe - som også understreger de infantile løjer.
Wiedemann har bevaret den simple handling, men sproget er totalmoderniseret så kærlighedsforviklingerne bliver tidløse. Ligesom det eviggyldige vægelsind flyder ind i forestillingens dna og skaber et tilbagevendende kaos, hvor folk mister fodfæstet, bryder ud i sang og i den grad bruger kroppen til at udtrykke sig - eksempelvis når de kun gemmer sig halvt, vælter og vræler for opmærksomhed, kravler i stedet for at løbe, og vælger mime fremfor tale.
Holberg udstillede også sine karakterer til hån og latter, for - som en gammel frase lyder - at omforme vaner gennem latter. Han mente at folket skulle oplyses, moraliseres og uddannes - og opførte teater så folk kunne genkende sig selv og omgivelserne. Det gør teater stadig, noget mere subtilt nu - 300 år efter Holbergs Oplysningstid - og det fejres netop nu med teaterfestival over hele landet.
Er man til klassisk Holberg, eller synes man det er for gammeldags? Er det for plat-fjollet - både i oprindelig og ny opsætning? Vil man ikke belæres, men gerne belære andre? I tvivl, ubeslutsom, rådvild? Altså, bare afsted! For vægelsindet holder - som Lucretia siger til sidst: "jeg har tænkt mig om" - og Wiedemanns absurd-sjove fortolkning favner og rummer vores allesammens humørskift.