El Club

Den katolske kirke har gennem årtier været djævelsk ferm til at skjule massevis af ugudelige forehavender blandt præstestanden. Alt for få har haft konsekvenser. Derfor er den chilenske film ’El Club’ en væsentlig konfrontation, der spiller på skellet mellem smerte og fryd.

Begge dele mærkes i en tidlig scene, hvor den voksne Sandokan (Roberto Farías) vildt og voldsomt råber sin misbrugte barnesjæl ud over byen, imens han kalder på præsten, der forplumrede hans liv. Omvæltningen er på ingen måde skinbarlig, og det rammer hårdt, når Sandokans endelige traume glimt for glimt kommer frem af tusmørket og fuldbyrdes i en ret overraskende slutning.

I et afsides hus ved Chiles kyst bor fire præster, der er sendt til denne verdens ende for at angre og sone. De er nu selv en del af den undertrykkelse religion kan bringe. Deres kirkelige synder kredser ikke kun om pædofili, men også andre udåder som fortalt til den nyankomne Fader García (Marcelo Alonso), der måske-måske-ikke bringer nye kirketoner med sig.

Tusmørket er yderst markant i ’El Club’, og de store panoramabilleder står i stærk kontrast til de lettere klaustrofobiske forhold i præstehuset. Oprøret ulmer, især i Fader Vidal (Alfredo Castro), hvis fighterånd er vedligeholdt i takt med træningen af en væddeløbshund.

Der er ikke sparet på detaljerne i de kønslige fortællinger, og man tror på karakterernes vekslen mellem smerte og salighed. Men ’El Club’ bliver mere et øjebliksbillede end det dybere psykologiske drama, der lægges op til. Blandt andet fordi den sorte humor ikke helt fungerer, og i stedet skaber unødig afstand til emnet. En distance man måske allerede kæmper med – mellem smerten og fryden, som man reaktionsmæssigt svinger imellem.

Tit noterer man sig, at en film egner sig til undervisning, fordi emnet er så vægtigt og lærerigt. ’El Club’ bør sende alle præster, paver og andre helligmænd på skolebænken igen! Især dem i de magtkredse, hvor der bør tages hånd om dette frygtelige problem. I stedet for at gemme det væk, som hele verden efterhånden er grumt bevidst om.