En fantastisk kvinde

I disse post-Weinstein-tider tales meget om hvad det vil sige at være kvinde. Er det at være en tough overlever, en mild ledsager, en smuk forførerske eller det hul, hvor verden kan hælde sine frustrationer, fantasier og forhåbninger i? 

Måske er det blot at være en ikke-mand? Eller at leve med en? Uanset hvad, så er det sjældent kvinderne, der definerer de vilkår, de lever under.

Marina (Daniela Vega) er glad for at være kvinde. Lykkelig for sine ydmyge jobs som servitrice og som barsangerinde, tilfreds i sit lille liv med den ældre kæreste Orlando (Francisco Reyes), der forguder hende. Hun stiller sig ikke an og kræver mere, end det hun har. Men da hun mister ham, efterlades hun med intet andet end sig selv. Og selv det vil man tage fra hende.

Denne chilenske film vandt Sølvbjørnen for bedste manus til dette års Berlinale. Den er visuelt interessant, ambitiøs, sympatisk og hviler på den altoverskyggende store præstation fra hovedrollen. 

Daniela Vega har et nærvær og et ansigt, der er nemt at fortabe sig i. Man forstår godt, at kæresten er forelsket. Men det er næsten det eneste, vi ved om den mand. Orlando glider ud af historien alt for hurtigt til at vi kan lære ham at kende. Marinas tab bliver et postulat, en praktisk nødvendighed for plottet. 

Orlandos tidligere familie, der indtil nu har vendt det blinde øje til hans nye liv, holder sig ikke længere tilbage. I deres sorgfulde vrede vil de fratage Marina alt, inklusive retten til at sørge. Og sorg er omtrent det sidste, hun har. 

Og derfor måtte der ærligt talt godt have været mere kød på. Det er en smuk og hård film, men der er for få nuancer og for lidt baggrund til at føle for figurerne for alvor. De onde er mest bare onde, og Marina bider ydmygelserne i sig alt for længe. Som en ordentlig kvinde bør. Hvor kommer det fra? Hvorfor er det den type kvinde, hun vil være? Da hun endelig finder styrken til ikke blot at holde kæft og være smuk, bliver hun for alvor fantastisk.