Menneskedyr

Jord i hovedet. Som muldvarpen, der graver labyrintiske gange i sit liv, og nærmest kun stikker hovedet op af jorden for at lave muldvarpeskud. Til irritation for andre. Men man skal selvfølgelig også passe på med at stikke snuden for langt frem, for alt det jordtryneri kan jo blive noget værre pløre.

Det sker så desværre for Elisa Kragerup med ’Menneskedyr’, en uhyrlig kreativ kreaturforestilling baseret på Franz Kafka-fortællinger, der associerer den dyriske adfærd med den menneskelige. Ideen er fin nok, sjov nok. Men der kommer bare ikke meget ud af den. For historierne er meget simple, adfærden larmende primitiv, og udviklingen minimal. Måske fordi disse Kafka-værker er ufærdige tekster, som han faktisk ønskede tilintetgjort efter sin død.

Emnerne lægger sig op ad det klassisk kafkaske med fremmedgørelse, paranoia og autoritetstro. Og gemytterne ligeså: Muldvarpen, der isolerer sig; hunden med trang til flugt; den manipulerende kat og den storspisende mus, der føler verden snævrer ind. Eksistenser, der er gået i stampe og ikke mere forholder sig til selvet, andre og samfundet.

Som i historien om de fem venner, der ikke vil have en sjette ind i deres hus. Indtil den sjette pludselig er der, og de alle bliver perplekse over, om de mon selv er det sjette væsen, som de andre ikke vil have i fællesskabet. Et typisk billede på bare at følge strømmen, og reagere som samfundet dikterer. Pointeret af at historien fortælles skiftevis af flere aktører med forskellige udtryk. Her fungerer gentagelserne med en humoristisk nerve, men resten bliver bare for meget repetition.

Alle aktører skal også igennem muldvarperoderiet, så det bliver efterhånden temmelig kedeligt at høre om den vellykkede bygning – uden at det forudsigelige endemål sættes yderligere i relief. Der skiftes også mellem væsner, og det er ikke altid til at greje hvilket dyr, der nu manifesterer sig gennem skøre lyde og sært kropssprog. Hvorfor får Marie Dalsgaard ikke lov at udfolde sit sløjfede skammedyr, og hvorfor kan Peter Christoffersen ikke fortsætte sit snedige katteliv, i stedet for pludselig at hænge i træstammen og mumle vokaler? Højst besynderligt.

Så er man bare mærkelig, bare for at være anderledes, og gøre noget andre ikke gør eller tør. Og det gør Det Røde Rum jo ellers så fremragende og forrygende, med de dristige unge talenter, der fanger vores opmærksomhed ubetinget af stoffet og betager, selvom man ikke fatter et piv af teksten eller akten. Det er for eksempel når Asbjørn Krogh Nissen kravler op på træstammen, klister underbenene til med fjer, og beretter den korte, men vilde ’Gribben’.

Associationerne flyver til sidste års Reumert-vinder ’Metamorfoser’, hvor Kragerup også legede med menneskets natur. Helt fabelagtigt og fuld af attitude, tolkning og ikke mindst humor. Men det mudrer helt ufatteligt til i ’Menneskedyr’ – for meget jord, for lidt substans. Ikke engang den interessante grænsesøgning mellem dyr og menneske udvikles. Det bliver ligesom bare billeder på adfærd, som ikke rammer mig særskilt dybt som menneske.

Mest kan jeg tilslutte mig Marie Dalsgaard, når hun begraver hovedet i en bunke jord, imens hun skriger ”nej, nej, nej”. Det er det mest dyriske jeg kan manifestere i denne forestillings ånd. Og hvis der skal flere ord ud, så får jeg også jord i munden. Ellers tak, ’Menneskedyr’.