Markedet (er ikke noget sted)

Markedets stemmer er placeret på syv røde stole i en halvmåne. Her finder vi blandt andre Karl Marx, en ung græsk mand som ønsker oprør, en kinesisk iPhone-samler som ønsker sig en iPhone, en bengalsk gældsslave fra Dubai, samt en af Kinas nye milliardærer. Og banken er her også og vil låne os penge. Det er de insisterede stemmer fra samfundets laveste fællesnævner til det uigennemskuelige marked, som altid har dikteret vores samfund.

Elisa Kragerups opsætning ’Markedet (er ikke noget sted’) er et tværsnit ned igennem verdens uligevægt set igennem et sammensurium af faktuel økonomi og de mennesker, der skal underlægge sig den. Hver af skuespillerne svæver ind og ud af en indre dialog – de er dem selv, men hver har de fået tildelt en stemme. Med enorm intensitet og indlevelse fortæller hver skuespiller en historie. Det er rørende til tider, men for det meste er pointerne leveret med tragikomisk finesse.

Nicolai Dahl Hamilton går ned af gaden i sit trygge København med en kildevand i hånden, som han momentvis drikker af. Han udtrykker umiddelbart overskud. Et pludseligt skift og vi er med ham på vej ned i afgrunden. Han er ikke længere i trygge rammer, han er en rystende, underernæret gældsslave. Den lange vej fra Danmark til Dubai bliver visket ud, og foran mig står verdens uligevægt hugget ud i sten, i direkte dialog.

Jeg frygtede denne konfrontation inden forestillingen begyndte, jeg tænkte måske, at det hurtigt kunne blive for meget. Og det gør det også, men jeg køber præmissen.

Med gode stemmer og betagende fysik fortolker de syv spillere – udover Hamilton: Mikkel Arndt, Marie Dalsgaard, Asbjørn Krogh Nissen, Lila Nobel, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing – hvad markedet er for en udefinerbar størrelse, som bugter sig og går til grunde for at genopstå i en anden form.

Claus Beck-Nielsen genopstod som Nielsen med en helt ny tilgang til sit virke. Som dramatikeren bag forestillingen har han forsøgt at gøre skuespilleren til et medie, som en større eller mindre magt kan tale igennem. Det virker til tider, som om skuespillerne er besatte, og det giver en ekstra dimension til uhyggen.

’Markedet (er ikke noget sted)’ gjorde det ikke nemmere for mig at definere, hvad det egentlig er, Markedet er. Men jeg tror måske heller ikke, at denne forestilling skal eller kan give et svar, men mere et bud, en smagsprøve, et billede af hvorledes denne verden hænger sammen i al sin uligevægt.

Forestillingen kunne måske godt have fortalt denne historie på den halve tid, men den har sine absolutte højdepunkter, som gør det til en vigtig oplevelse.