Kunsten altid at få ret

Så vi er inviteret til kursus i retorik af den særligt stridslystne slags. Det er tydeligt fra start, da vores tre læremestre fra Det Røde Rum stiller sig krigerisk an og forklarer, at nu gælder det om at vinde! Præcis som i Schopenhauers skrift ’Kunsten altid at få ret – 38 måder at vinde en ellers tabt diskussion.’

At læse Schopenhauers teser kan føre til flere knuder på både hjerne og tunge, men her går det virkelig tjept og skarpt med at føre teorierne ud i praksis. Paragrafer som 19: Tal udenom, 26: Vend argument, 30: Henvis til autoriteter, 8: Gør modstanderen rasende, 7: Forvir ved hjælp af spørgsmål, 15: Brug et rigtigt udsagn som bevis for et forkert. 

Det bølger mellem skræmmende og sjovt. Når Peter Christofferen fyrer en lang dybsindig svada vås af, for at udstille modstander(ne)s frygt for at virke dumme. Når Lila Nobel insisterer på ikke at kunne forstå argumenterne, til stor frustration for modparten. Og når Asbjørn Krogh Nissen vælger den sidste udvej, hvor han sviner sine modstandere på det groveste, så de går. Det handler om udholdenhed, en særdeles vigtig disciplin i dette spil.

De rammer plet mange gange, og man undgår ikke spotlightet på en selv, venner, familie og kolleger i de forskellige tacklinger. Blandt publikum er der reaktioner fra små prik til hårde håndtegn, som indikerer genkendelsen. Når altså ikke man rammes af overrumplende latter over de indimellem groteske midler. 

Vi genkender også dem fra medierne, der får vores meninger i kog – politikere, finansfolk, rytter Riis, værterne Clement og Blachman, samt kontanthjælpsmodtager Karina. Klassiske konflikter som Irak-krigen, flygtningepolitik og kønsrolledebat mixes med mere hverdagsagtige tovtrækkerier mellem kærester, forældre og børn samt blandt kolleger. 

De påpeger selv en del af problemet: Eksempler, der bliver for tænkte eller for banale, og uden konklusion. Eller som Schopenhauer plæderer i paragraf 33: I teorien sand, i praksis falsk. Det er gamle tekster, der stadig er grumt aktuelle, men selvfølgelig er der sket en udvikling, både psykologisk og teknologisk, som påvirker argumentationslæren. Og nogle af de eksempler mangler forestillingen så. Den hvor smartphonen hives frem for at afgøre en diskussion. Eller den hvor bossen trækker magtkortet: Sådan er det bare. Fordi jeg siger det. 

’Kunsten altid at få ret’ er forrygende debatteater, der sagtens kunne bære længere tid i selskab med de heftige ordkombattanter. Instruktør Rune David Grue lader ikke kun sine medvirkende slå på gongongen for den mundtlige, men også den fysiske side af sejren. Kropssproget skal følge med, og sejrsrusen består ikke kun af mundtligt skryd, vinderen basker også taberen fysisk omkuld. 

Dermed spiller de på den opmærksomhedshigen, der er så tidstypisk, og argumentationen bevæger sig i krydsfeltet mellem det naturlige ønske om at blive hørt, set, forstået, anerkendt og den gemene tendens til at nedgøre andre for at hævde sig selv. Stærkt og vedkommende debatteater, der bør ses af alle.