Drømmeforestillinger

Legestue med Det Røde Rum er ikke så interessant som det har været, og det der engang var store drømme og herlige eksperimenter er nu jævnet fuldstændig. Pladask omkuld i banaliteter.

Underligt nok, for ’Drømmeforestillinger’ handler om noget vi alle kan relatere til: At forsøge at udleve vores drømme. Og det burde jo være en drøm i sig selv at få lov til at improvisere over sine mest vilde, sjove, flove og seriøse drømme, som Peter Christoffersen, Mikkel Arndt, Nicolai Dahl Hamilton, Marie Dalsgaard og Lila Nobel gør her. Men Tue Biering, der ellers har styret improvisation gennem flere Fix & Foxy-koncepter, synes ikke særligt inspireret her.

Meget passende foregår legen i Store Prøvesal, der er peppet op til den store trash-medalje: Guldgardiner, diskokugle, sølvflimmer, balloner og lysstofrør. I sære kostumeudtryk – så fake som muligt – tumler de rundt i deres drømme, imens de styrer lys og lydeffekter samt spiller og synger mere eller mindre velvalgte versioner af eksempelvis U2, Radiohead og Björk. Rodet og anarkistisk er stilen, og det bliver unægteligt anstrengende i længden.

Der er masser af drømme og heftige forestillinger af de altid fremragende skuespillere fra Det Røde Rum, men med få undtagelser er begge dele ret banale, ganske forventelige og/eller bare for fjollede. Selvfølgelig drømmer de om at blive stjerneskuespillere og vinde Oscar, få kollegernes anerkendelse, og skabe et fantastisk eftermæle. Om rockstjernestatus eller supermodelkrop, eller vinde VM i fodbold bare en gang. At kende sin mor bedre, være en nyttig far, få noget til at spire og hjælpe til for en bedre verden.

Fint nok, hvis disse kreative folks drømme er så genkendelige, men det er vel et lille udpluk af mange, så man ville ønske at instruktør Biering havde haft nok dramaturgisk tæft til at vælge nogle flere skæve. Eller have givet dem en kant, en vinkel, bare noget, der kunne give følelsen af at der er blevet tænkt lidt videre end bare sjov og ballade.

Indimellem bliver publikum involveret i legen, men det er hverken nyt eller gennemtænkt her, for det er jo begrænset hvad man kan forvente at publikum kan bidrage med. Med mindre man er frisk på parktur med Lila Nobel, holde hånd med Nicolai Dahl Hamilton eller sex med Peter Christoffersen! Og ja, sidstnævnte scenarie, der ender i fællessex, er vildt pinligt-sjovt – og en reminder om at man skal turde sine drømme og favne det løjerlige i dem.

’Drømmeforestillinger’ er ret kaotisk og overfladisk i sin fragmenterede form, men sådan forekommer drømme nogle gange. Urealistiske og skøre. Kunsten er at gøre noget ved det, skabe noget sammenhængende eller meningsfyldt ud af drømmene. Det formår Biering ikke, og hermed udplattes åbningsreplikken og Det Røde Rums drøm om at denne forestilling kan ændre alt.