Ødipus & Antigone

Skal det være græsk, skal det være tragedie, og der leverer Sofokles altid i særklasse. Det gør Elisa Kragerup også, når hun endnu engang grejer klassikere i et visuelt stærkt set up med både rå kant og legende umiddelbarhed, der appellerer til vores moderne tankeliv.

Den ultimative skæbne-, skyld- og straffortælling er Ødipus’, og Kragerup forvalter levende den lidt omstændelige vej fra afvisning af oraklet (Marie Dalsgaard) til erkendelse af synderne. Ikke mindst med en pragtfuld nutidig kropslighed, der balancerer skarpt på grænsen mellem barn og voksen, leg og alvor. Særligt fascinerende i scenen, hvor Iokaste (Tammi Øst) tager sig kærligt af Ødipus’ (Peter Christoffersen) altid ømme fødder.

Men også forholdet mellem de to brødre Polyneikes (Peter Plaugborg) og Eteokles (Mads Rømer Brolin-Tani) gør krumspring af format. Fra vild leg og sjov mimik – der også bliver starten på deres magtdeling, som ingen af dem kan styre – til en blændende brydekamp, hvor alvoren først rammer dem, da den er dødelig. 

Desværre lider tredje del om Antigones (Maria Rossing) kamp for at begrave sin bror ærværdigt under et forældet magtdekret, som trækker tid og tro for langt. Trods interessante fortælletræk, hvor folket kommer tættere på, og Antigone ses som isoleret tilfælde af integritet, hvis ord kun synes at blive hørt, når hun taler fra boksen.

Denne boks er en spøjs, men velfungerende detalje, der bidrager til det rå i Maja Ravns scenografi af grå/grønne/brune mix af kakler, træpaneler og damasktapet. Slidt og dekadent men guldsprængt, når lyset rammer rigtigt. Og det gør det stemningsmættet på den dystre facon, ligesom Jeanett Albecks enkle melodi- og korlinjer tindrer mellem fortid og nutid. 

Genistregen er dog et utal af træ/metalstole, der først er linet op som publikumsrækker og siden skubbes ud i siderne, stables eller fjernes. Nærmest mytisk skabes der liv af deres orden og uorden, tavshed og larm – og deres dominans giver fornemmelsen af dem som medspillere, som folket omkring denne tragiske sagnkongefamilie. I starten kan familien danse, hvile og lege på og mellem dem – indtil nogen slår sig. Som advarsler, og snart kommer budbringere også med foruroligende nyt.

Kragerup får det bedste ud af den ene halvdel af det nye skuespilensemble, men fraværet af et par garvede herrer mærkes alligevel. Især føles det ikke fyldestgørende med Karen-Lise Mynster som Kreon, den ubøjelige magtskikkelse mangler slagkraft, verbalt som fysisk. Heller ikke Lila Nobel rykker nogle stole i sine små manderoller, og man tænker om hun havde været bedre som Kreons søn Haimon. For også at følge tråden med kvinder i manderoller.

’Ødipus & Antigone’ er ekstremt moralsk, og man dør for overmagtens ord, gudernes eller samfundets – men samtidig er Sofokles ikke entydig og løsningsbestemt, nærmere stof til eftertanke. Kragerup & co. får vellykket rykket rundt på nogle stole, som giver de moderne kick, så alle kan være med, trods tragediens tunge lod.