Edward II

Kongedrama på vippen - mellem forbudte følelser og mægtige magtspil. Det klassiske og det moderne i mashup, som Elisa Kragerup gør så forrygende at man glemmer alt om kongelige manerer, og næsten synger med på ’Bad Boy’.

Billie Eilishs hitsang spotter kønsroller, og når Christopher Marlowes skuespilklassiker ’Edward II’ rulles ud i Kragerups sprudlende kropslige humor er der selvfølgelig også rusket ved kønsidentitet og -forståelse. Skuespillerne agerer på tværs af køn, rollerne tilstræber det androgyne ligesom kostumerne veksler det kønsneutrale, imens kærligheden og legen er størst mellem to mænd. 

Kong Edward er ung og forelsket, da han krones, så han er temmelig ligeglad med konventioner, magtkampe og politiske beslutninger. Han kaster derfor hurtigt om sig med nye titler til adelsfolket, så de kan råde ham og sørge for rigets bedste. Men nogle ydmyges og andre svigtes, så snart konspirerer og intrigerer de adelige mod Edward og hans elskede Gaveston.

Her er kapper af luksus og (vende)kåber af lusk, der mingelerer sig selv rundt som brikker på et skakbræt-gulv og i en svævende kirkekulisse på et uendeligt gråt bagtæppe. Hvor træbænke bliver til vipper af (magt)spil, både politisk og seksuelt, og hvor rygklapperiet først stopper, når nogen siger "til sagen, mindre kunst.." Eller når kongen tysser på musikken, der spiller med på intrigerne.

For gennem det hele akkompagnerer Line Felding med sine dragende cellotoner, samt synth- og trommeversioneringer af blandt andre Eurythmics’ ’There Must Be An Angel’ og Robyns ’With Every Heartbeat’, som primært Johanne Louise Schmidt leverer skøn vokal til. Men allermest er det Queens ’Don’t Stop Me Now’, der flyder med forestillingen, især som kongens ledemotiv. Selvom han selvfølgelig ikke kan modstå at synge "I’m a bad guy."

Persongalleriet er helt forrygende og hele showet værd. I front som den elskovssyge konge er Peter Plaugborg både vildt viril og blød i knæene overfor Simon Bennebjergs pirrende-tirrende-fjollede Gaveston. De har en fest med deres små queer-fremvisninger, og selvom de adelige forsøger at gøre grin med dem, så er det her hjertevarmen og livsglæden stråler. Lidt tvetydig er Spencer-rollen (Thorbjørn Hedegaard), der synes at gå i arv som konge-legetøj, og sønnen Edward (Ena Spottag), hvis natsværmer-lege ikke er helt forenelige med den stærke og handlingskraftige konge han blev.  

I de adelige rækker fører Maria Rossing skarpt an som dronningen, der efter noget tids ydmygelse går i hævnpagt med baron Mortimer, som Mikkel Arndt gør mindst ligeså spidsfindig og uforsonelig. På deres side er Asbjørn Krogh Nissens degraderede biskop og Johanne Louise Schmidts fnysende jarl, der forsøger at omvende kongens ustabile bror - Xenia Noetzelmann med alt for omstændig snak, der fejler i hendes begrænsede udtryksform, og endnu mere tydeligt overfor de andre fænomenale karakterer.

Det er næsten mere kongekomedie end kongedrama, men som altid i Kragerups forestillinger tydeliggøres budskaberne om at gentænke de vante, fastlåste roller og identiteter - kongelige, adelige og alle os andre. Og især den sidste fine opfordring om at intet menneske skal blive straffet for hvordan man elsker andre. Det husker man, sammen med slutbilledets smukke balancegang.