Push
MODERNE DANS
11.–12. februar 2015
Dansehallerne, gæstespil af Black Box Dance Company
Foto: Michael With
Toner af Vivaldi, syndefald, håndboldtaktik og adrenalinkick. Det godt halvandet år gamle Black Box Dance Company fra Holstebro gæster Taphallerne på det gamle Carlsberg med den splinternye danseforestilling ’Push’ – et lettere rodet og uforløst bekendtskab.
Moderne dans er en fantastisk rummelig kategori, ja man fristes vel til at sige, at kun fantasien sætter grænser for hvad og hvordan. Så hvorfor ikke lege med bibelberetninger og håndboldspillets energi under en og samme paraply? Det hele kommer vel i sidste ende an på udførelsen.
Forestillingen består af to korte uafhængige danseværker, ’Rush’ af Edem Jesenkovic og ’Evas Dilemma’ frit fortolket efter femdobbelte Reumert-vinder Tim Rushtons tidligere værk ’Adams Dilemma’ – begge fremført af den relativt spæde trup fra Holstebro.
Og spæd er netop, hvad der kendetegner de to forestillinger, som i udførelse og nærvær kniber med at sprænge scenerummet og forløse den energi, som er indlejret i koreografierne, og i stedet beklageligvis ender med at fremstå forplumret og sløset i sit udryk.
’Rush’ er hentet fra håndboldbanens ustyrlige og svedige energi. Et forsøg på at omdanne de kraftudladninger sporten på banen byder på til dans. Ideen er for så vidt god, men ’Rush’ fremstår hakkende og mister undervejs pusten i de træge overgange fra et parti til et andet – man savner simpelthen håndboldspillets glidende bevægelser og sammenspil. Det fungerer bedst der, hvor tempoet er højt, og de mindre karismatiske dansere ligesom forsvinder i mængden og bliver et team med et mål.
Anderledes let og humørfyldt er ’Evas Dilemma’, med tydelige referencer til ballet, pantomime og commedia del arte. Alligevel lider denne del under nogle af de samme vanskeligheder som åbningsværket: Der mangler stringens i udførelsen af koreografien, mens der teknisk synes at være milevidt mellem dansernes formåen – selvom dette nok ikke er tilfældet.
’Push’ lader en del tilbage at ønske, ikke mindst et strammere instruktørgreb, hvor et skarpt blik for finesserne ville have klædt forestillingen, der formmæssigt stod tilbage med et uforløst potentiale.