Words and Pictures

Begavede romantiske dramaer hænger ikke på træerne i amerikansk mainstreamfilm. Men selv om ’Words and Pictures’ er vældig ambitiøs i sin skildring af en spirende kærlighedshistorie mellem to beskadigede mennesker, minder filmen langt hen ad vejen mere om en intellektuel øvelse. Kærlighedshistorien overbeviser ikke rigtigt og pakkes i stedet ind i en masse snak om, hvad der er vigtigst: Ord eller billeder.

Handlingen er ellers forholdsvis ligetil: Den alkoholiserede forfatter Jack Marcus (Clive Owen) har ikke udgivet noget længe og lever nu af at undervise i engelsk på et privat gymnasium. Da den nye billedkunstlærer Dina Delsanto (Juliette Binoche) ankommer til skolen, tiltrækkes Jack straks af hende. Men i stedet for at invitere hende på middag vælger han en væsentlig mere omstændelig måde at gøre kur på.

Og at gøre kur er vitterligt et passende udtryk i denne sammenhæng. Jack er nemlig meget gammeldags i sin kærlighed til sproget og fortvivlet over ungdommens fiksering på internettet og de sociale medier. Dina derimod er kunstmaler og mener, at billeder siger mere end tusind ord. Og så er scenen sat til en konkurrence mellem Jacks engelskhold og Dinas billedkunstklasse for at afgøre den sag.

I ’Words and Pictures’ slår kemien mellem Juliette Binoche og Clive Owen aldrig rigtigt gnister. Især fordi man – fuldt berettiget – kan stille sig selv det spørgsmål, hvad Dina ser i Jack. Ikke så meget vice versa, for damn: Binoche holder sig godt. Men en alkoholiseret, selvdestruktiv forfatter med verdens største fløjlsgarderobe virker ikke just som en med indlysende kærestepotentiale.

Al den snak om kunst fik indimellem mine tanker til at vandre. F.eks. brugte jeg en del tid på at overveje, hvordan en attraktiv mand som Clive Owen kan få en så grim søn? Og ikke mindst: Hvorfor taler to stort set jævnaldrende søskende med så påfaldende forskellig accent? Dinas italiensk-franske accent er meget tydelig, mens hendes et par år yngre søster taler fejlfrit amerikansk uden accent. Dette er selvfølgelig ligegyldige petitesser, men illustrerer blot, hvor svært det var for mig at holde koncentrationen i de næsten 2 timer, filmen varede.