Hedda Gabler
DRAMA
26. september 2014 – 29. januar 2015
Skuespilhuset, Det Røde Rum
Foto: Miklos Szabo
Møgforkælet lillepige, selvbekræftende bitch eller uforløst drama queen? Hedda Gabler er det hele og mere til, og nu hvor hun er rykket ind i vor nutid findes der nok et par psykiatriske diagnoser, som ku’ sætte denne klassiske Ibsen-kvinde på plads.
Men det er en helt anden historie. For selvom selveste Freud fattede interesse for Henrik Ibsens nye psykologiske og symbolske stil, så var psykoanalysen jo kun lige iværksat dengang i slutningen af 1800-tallet. Og Hedda Gabler er absolut et interessant tilfælde og en ganske helstøbt figur – så længe man ikke forventer dybere afklaring af hendes manipulerende sind.
Det er svært at holde af Hedda, men nemt at blive fascineret at hende. Især i Johanne Louise Schmidts spinkle skikkelse, der listigt kan få flammerne til at gnistre. Så rødglødende på flere måder, som hun ikke kan udtrykke eller udleve. Schmidt gør hende ætsende led bag den fine facade og ræsonnerer med den velkendte parole: ”Jeg keder mig.”
At få magten over et andet menneske. Det er Heddas primære plan til at udklække vilde og amoralske reaktioner, som hun selv undertrykker. Ofret kunne være hendes mand Tesman (Nicolai Dahl Hamilton) eller veninden Thea (Marie Dalsgaard) – hvis de ikke allerede var skræmt af hendes hån. Eller husvennen Brack (Mikkel Arndt) – hvis han ikke var så macho-påtrængende. Heldigvis dukker den tidligere filejs Løvborg (Asbjørn Krogh Nissen) op, ædru og litterat siden sidst – og Hedda vildfører ham nemt.
Konsekvenserne har Hedda dog ikke helt regnet ud, da hun bliver ved med at uddybe sit magtspil. Som rekylerne fra de pistoler, hun har arvet af sin generalfar. Som gennemskueligheden i deres designerhus med glasklar ud- og indsigt. Som det prekære ved en flamme indbygget i sofabordet. Bagslag. Tomhed. Destruktion.
Ingen kan gemme sig i instruktør Rune David Grues og scenograf Palle Steen Christensens glashelvede udstyret med storskærm, hvor fire kameravinkler via nærbilleder opnår at forstørre følelserne i dette ret kølige drama. De følelsesmæssige grænser fra scene til skærm trækkes skarpere op, og der skabes dirrende dynamik mellem for- og bagscene.
Livslyst og dødsdrift er de potente antiteser i ’Hedda Gabler’, og oprindeligt brugte Ibsen sin hovedkarakters seksuelle spil til at afspejle dette. Typisk hvordan Hedda tirrer og snakker sig til magt over mænd, og ofte konfronteres med sin manglende lyst eller intentioner om at fuldbyrde. Dermed afsløres også Heddas selvdestruktive væsen, som jo er en vigtig brik i forståelsen af hende og hendes gerninger. Det føles ekstremt nedkølet her, desværre, for det ville give den moderne vinkel et tiltrængt pift.
Får man medlidenhed med Hedda? Det er svært, ja, men der er et øjeblik i slutningen, hvor man forstår hendes frustration over afmagten, almindeligheden og fagidioterne. Balancen findes oftest af de mennesker, der har fundet noget i deres liv, der interesserer dem og driver dem. Det har Hedda åbenbart ikke. Og forsøger man at leve gennem andres liv, forbliver ens følelser og handlinger uforløste. Så er det, der skal psykoterapi til.