Ung og smuk

Der er intet som fransk film. Og intet som den franske gamine. Ungpigen, der er ved at forvandle sig til kvinde. Hendes spirende seksualitet er en sart og sanselig tilstand, hun er mere en smuk stemning fremfor et selvstændigt menneske.

Sådan har kunsten set hende siden tidernes morgen. Mesterinstruktør François Ozon har den perfekte gamine i Isabelle (Marine Vacth), en privilegeret og smuk pige på 17, der efter den første mislykkede elskovsnat udforsker sin seksualitet ved at sælge sex. Med fatale konsekvenser.

’Ung og smuk’ er en meget æstetisk film. Fransk som bare fanden. Kameraet dvæler ved cigaretterne i hendes velformede mundvige og de lange ben, når hun stoltserer mod sine aftaler i et eksklusivt hotel med de langt ældre mænd. De kønne øjne indstillet på en evighed, som om hun er en smule beruset af sin egen effekt. Den effekt, som Ozon forsøger at hypnotisere os med.

Da filmen deltog i hovedkonkurrencen i Cannes 2013, var reaktioner at Ozon var forudsigeligt maskulint lurende på denne blomst, der folder sig ud. En anden, at filmen glorificerer prostitution. Ingen af delene passer.

Den tilbyder et blik på hende, et blik, der nyder uden at forstyrre. Som når skønhed passerer på gaden. Vi kan se, men hvad hun føler og mærker, når hun er sammen med mændene, ved vi ikke. Hun virker omtrent lige så jomfruelig fra begyndelse til slut. Som om hun ikke rigtigt lever.

Skal vi stole på hendes tolkning? Den måde, hun går uberørt igennem det hele? Naturligvis er der en reaktion, men den kommer i ord mere end krop. Hun insisterer på en kødelighed, der aldrig rigtig viser sig som andet end kølighed.

’Ung og smuk’ sætter sig om en stemning, især fordi al den sex, hun har, ikke virker som fysiske oplevelser, men som musiske sætstykker. Der er intet af kropsligheden som i for eksempel ’Vådområder’, hvor en pige på samme alder gik all-in på selvudforskning. Sammenligningen er måske ikke fair, men det er tankevækkende, at den kvindelige seksualitet i Ozons optik er så lidt kropslig.

Og det gør ærligt talt filmen en smule søvndyssende, hun er ikke en femme fatale. Ozon misser muligheden for at sætte i kontekst og skabe nye rum for at se på la gamine med nye øjne, eller lade hende se sig selv. Der er andre film, der mere modigt udforsker kvindelig seksualitet, også i forhold til prostitution, for eksempel franske ’Elles’, og nåhja, Triers seneste.