Peter von Kant

Peter von Kant er et interessant mash-up: Forlægget er den prisvindende tyske film ’Petra von Kants bitre tårer’ fra 1972, men erstattet af en mandlig hovedperson, som er en fiktiv udgave af originalens manuskriptforfatter og instruktør: Rainer Werner Fasbinder. Det lyder en anelse kompliceret, men grundlæggende er franske François Ozons version én stor hyldest til den afdøde tyske mesterinstruktør med massevis af Fassbinder-referencer gavmildt strøet ud gennem hele filmen. 

Dette er ikke et shot-for-shot remake af ’Petra von Kants bitre tårer’, men det er afgjort en film, som vil have et ekstra lag, hvis man kender til RWF og hans omfangsrige produktion. Det er dog ikke ensbetydende med, at man er hægtet af, selv om man ikke har det sorte bælte i Fassbinder-trivia, for filmen er bestemt ikke kun for Fassbinder-fanatikere. 

Alt udspiller sig i en stor herskabslejlighed i Køln i 1972, hvor den feterede filminstruktør Peter von Kant (Denis Ménochet) bor og arbejder, mens han drikker voldsomme mængder gin, sniffer kokain og forlyster sig med verbalt at nedgøre sin trofaste assistent-prügelknabe Karl (Stefan Crepon). Da Peters veninde og muse Sidonie (Isabelle Adjani) præsenterer ham for den unge Amir (Khalil Ben Gharbia) er det for Peter kærlighed ved første blik og han ser øjeblikkeligt muligheden for at caste ham både i sin næste film og som sin næste elsker. Begge dele lykkes, men det har selvfølgelig en pris. 

Fassbinder levede stærkt og døde som kun 37-årig og selv om Ozon ikke bestræber sig på at lave en biografi, er der elementer som afgjort passer med virkeligheden. Fassbinder var notorisk berygtet for indimellem at behandle sine nærmeste (både skuespillere, familie og elskere) med sadistisk foragt og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at Peters mor spilles af Hanna Schygulla i den mest tydelige reference til Petra von Kant. Hun var en af Fassbinders yndlingsskuespillere (før de blev uvenner) og havde en central rolle i filmen fra 1972. 

Der er masser af fantastiske 70´er detaljer – både i kostumer og boligindretning - i denne meget teatralske iscenesættelse, men der er ikke nogen følelse af klaustrofobi, selv om den kun foregår på én lokation. Til gengæld er der voldsomme følelsesudbrud, jalousi og manipulation, især fra den fremragende Ménochet i titelrollen, mens den allestedsnærværende (og stumme) Karl er vidne til lidt af hvert, indtil det hele eksploderer.