Potiche

En kvinde må gøre, hvad en kvinde må gøre. Selv en rig trofæhustru med en kronisk utro mand, der lever et respektabelt burgøjserliv. Nej, særligt hende.

Suzanne Pujol (Catherine Deneuve) lever i 1977 yderst komfortabelt og med skyklapper på. Både overfor sin mands (en øretæveindbydende Fabrice Luchini) mange elskerinder og overfor det faktum, at han er ved at køre hendes fars fabrik i sænk.

Da arbejderne omsider får nok og kidnapper Monsieur Pujol, må hun smide forklædet og tage affære. Hun kontakter sin gamle flamme, byens kommunistborgmester (Gerard Depardieu). Han overvinder sin foragt for overklasseløget, der viser sig at rumme flere lag, end nogen omkring hende havde troet. Pyntedukkens blanding af ynde, imødekommenhed og snusfornuft virker.

’Potiche’ er sine steder en meget morsom film med solide præstationer i de bærende roller. Ordene er godt skåret og bliver leveret med en energi, som kun franske skuespillere kan levere dem, excusez-moi.

Catherine Deneuve er en dygtig skuespiller, og en ægte dame. Aldrig bleg for at gøre en smule grin med sig selv eller for at skabe sprækker i sit image; nyd for eksempel hendes elegante og dog ungpigeagtige flirt med en langturschauffør. Hun pynter, men er ingen dukke selv. Men hun kommer aldrig helt ned fra den piedestal, hun har tronet på siden sit gennembrud. Hendes professionalitet som skuespiller og hendes alder forbyder det.

Nogle gange kæmper en films historie med kulisserne, og det sker også af og til i ’Potiche’. For når en film bliver placeret i en tidsperiode som 1970’erne, griber man ind i mellem sig selv i at blive optaget af tøjet, indretningen og manererne, fremfor historien. Der bør en instruktør som Ozon måske overveje, om han ønsker, at publikum bider mærke i en datters replikker eller hendes føntørrede Farrah Fawcett frisure?

Blå øjenskygge eller ej, så er Catherine Deneuve en fornøjelse, selvom Suzanne er en lidet troværdig figur. Madame Pujols udvikling bliver aldrig rigtig vedkommende. Man mærker, at hun morer sig med rollen, og nogle gange er det også nok. Vi har alle brug for at bryde fri, bare en gang i mellem.