Dobbelt begær
THRILLER
Originaltitel: L’amant double
Premiere 8. februar 2018
Begær har altid fucket med vores hjerner. Især hvis man har nogle fantasier eller præferencer, som ikke er helt ligetil at udleve. Den franske filminstruktør François Ozon har før pirket til vores seksuelle eksistensniveau, og her i ‘Dobbelt begær’ dykker han endnu mere provokerende og lystigt ned i de våde drømme.
Det første fugtige billede er af lyserøde, dunkende, bløde kønslæber, som hurtigt matchklippes med et øje, der løber tårer fra. Forbindelsen mellem køn, krop, hjerne og følelser etableres ingeniøst her på gynækologens sterile briks, og kort efter fortsætter associationerne i psykoterapeutens hyggelige sofa.
25-årige Chloë (Marina Vacht) er overbevist om at hendes konstante mavesmerter er psykosomatiske og hun er klar til behandling hos dr. Paul (Jérémie Renier). Ikke overraskende søger hun noget mere dramatisk, og hendes lyster driver hende ud i en dobbeltaffære, som hun ikke kan styre. Hverken fysisk eller psykisk.
Med inspiration i romanen ’Tvillingliv’ af Joyce Carol Oates (under synonymet Rosamond Smith), har Ozon skabt nogle uhyggelige tvists på de klassiske fantasier om terapi-sex. Her er ikke bare dobbelt op, men ekvivok i flere lag af perversioner og overgreb, som hovedpersonerne lummer-lystigt bliver viklet ind i.
Det ukonventionelle i Ozons fortællemåde er at han snerter groteskheden tæt og insisterende ind mellem de heftige eskapader, og skaber en distance til det grænseoverskridende, indtil det alligevel sniger sig ind under huden. Ord som kannibal, voldtægt, luder, råddenskab; og billeder af dildo-sex, kvindelige lysthuller samt blodige kropsorganer og -sprækker.
Men det er ikke lir og lyster det hele, der er psykologisk bid og uhygge i det primære fysiologiske tema om dobbelthed. At spalte og at spejle er normalt to modsatte ting, men denne film smelter dem sammen, så karaktererne ikke kan slippe væk. Tvillinger, fostre og diverse kropsdele reflekteres her i mere eller mindre skarpe fragmenter af begær. Helt genialt i drømmescenen, hvor Chloë både spaltes, splittes og spejles over midten som en Rorschach-test.
Det kan virke noget konstrueret til tider, fordi Ozon går efter genkendelig psykoanalyse og samtidig har travlt med at hinte til de filmiske mesterværker, der også bruger den flittigt. Særligt David Cronenbergs ’Blodbrødre’ og Roman Polanskis ’Rosemary’s Baby’, men også stilistiske karakteristika fra Brian de Palma og Alfred Hitchcock.
Der er rigeligt at frydes, undres og afskrækkes af i Ozons fantastiske tve-erotiske psyko-thriller. ‘Dobbelt begær’ fucker med vores lystbetonede hjerner, i de saftige psykologiske begreber og syrede billeder på drømmetydning. På det tidspunkt, hvor spilledåsemusikken, de udstoppede katte og den edderspændte morskikkelse begynder at krampe i kroppen, er grænserne mellem drøm og virkelighed så udviskede at man selv er blevet i tvivl om hvilken af de to terapiformer, man helst ville have. Og begæret fucker videre.