Yves Saint Laurent

Mode på film, det er altid noget underligt noget, ikke? Den glæde ved et godt snit, en raffineret drapering eller følelsen af luksus, mens stoffet berører huden første gang, kan det blive en god fortælling? Kan det rummes på film?

Ja, når den person, der kan henrykke med form og farver, er en god fortælling. Og det er Yves Saint Laurent. Privilegeret baggrund i det fransk-koloniserede Nordafrika. Ung, hæmmet bøsse i senhalvtredsernes Paris med et frådende talent og en tung arv at løfte. Som ansvarlig for couturen hos Christian Dior skal han finde sin egen sti fremover.

Det tjener til filmens ære, at selvom man ved, at han vil slå igennem, så er man nervøs på hans vegne op til hver eneste kollektion. Det er en altoverskyggende fænomenal indsats fra Pierre Niney, der fanger den sky kunstnersjæl ind. Hans vekslen mellem at vise sin figurs pligt, lyst, depressioner og feberhede skabertrang, svarer til at kaste silkechiffon op mod lyset og lande i pels. Det kan ses og mærkes.

Pierre Bergé, hans dominerende partner i kærlighed og især forretning, har eftertiden ikke altid kastet sit milde øje på. Guillaume Gallienne spiller ham med lige dele ærgerrighed og ømhed, med ambitionen og tvetydigheden lige under det runde og venlige ansigt.

Det er en utrolig smuk film. Både æstetisk og i tidsbillederne. Man får lyst til at røre ved lærredet, når tableauer og kollektioner defilerer forbi øjnene. Og man bliver rørt, bliv endelig til rulleteksterne.

Hvad filmen mangler er måske en tråd til noget nyt. Yves Saint Laurent er et ikon i Frankrig, vi håbløse andre er manden taknemmelig for den vildskab og demokratisering af moden, hvor han – og Pierre Bergé især – satte logoer på letomsættelige varer som parfumer, tørklæder og smykker fremfor udelukkende haute couture.

Der kunne man godt ønske, at filmen var lige så banebrydende, som han var. Det er klassisk, det er virkelig godt, men der mangler bare lige det sidste je ne sais quoi.