Pacific Rim

Skal det være stort og dumt, så lad det være stort og dumt! Så her er nogle kæmperobotter, der smadrer løs på nogle megamonstre i en ganske herligt tænkt gang 'Godzilla' møder 'Real Steel' møder 'Transformers' med lige en snas 'Inception'. I egen medrivningsevne ligger drønflotte 'Pacific Rim' dog nærmere de to førstnævnte tilforladeligheder end de to sidstnævnte nyklassikere (... ja, jeg kaldte lige 'Transformers' for en nyklassiker).

De koloenorme øgler fra det ydre rum vælter op af en portal i Stillehavet for at udslette os, så derfor er verdenssamfundet gået sammen om at bygge 25 etager høje krigermaskiner, der koblet til menneskepiloter kan nakke gigagespensterne i nærkamp. Alt sammen iscenesat af det indie-anerkendte legebarn Guillermo del Toro ('Pans Labyrint' og 'Hellboy'), der kan sine japanske sci-fi-genrer kaiju (om store monstre) og mecha (om ditto robotter) til fingerspidserne.

Netop derfor er den største overraskelse, at overraskelserne udebliver. Guillermo finder aldrig det forventede ekstra gear, men fuldfører alle historiens konventionelle setups og lader de mest interessante ligge. Bevidst tegneserie-(u)logisk og småsvulstigt, som det skal være, men ikke helt med den mængde humor og skudsikker gejst, der skal til for at balancere.

Både de situationskomiske og de få dyste indslag er halvdovent eksekveret, og noname-samlingen af tvserie-skuespillere brænder ikke igennem. De to piloter i centrum, ringvraget Charlie Hunnam ('Sons of Anarchy') og rookien Rinko Kikuchi (Oscar-nomineret for 'Babel'), er hverken overbevisende som buddies eller turtelduer – og de oplagte muligheder for at losse lidt til de sædvanlige kønsrollemønstre forspildes totalt. Selv karismabomben Idris Elba (aka 'Luther' aka Stringer Bell fra 'The Wire' ) og del Toro-maskotten Ron Pearlman står i stampe.

Med det lunkne cast og en (for) overfladisk og forudsigelig handlingsgang bliver 'Pacific Rim' aldrig rigtig spændende, men lader det være op til scenografien og action'en at betage. Og den del af opgaven klares mere end solidt med godt med detaljer (der aldrig følges op på) og lejlighedsvis awesomeness, som når skibscontainere bruges som knojern og hele containerskibet som kølle.

De veldocerede tvekampe til lands, til vands og i luften fejler ikke noget (selvom der skal spidses øjne for at følge med, når der går masseslagsmål i den), og så er lidt over to timer med robotstål i monsterflæsk jo i sagens natur ikke spildt, selvom Guillermo del Toro (igen) forspilder det skjulte potentiale i et blockbuster-budget.

Eller er den hypede mexicaner i virkeligheden bare en langt bedre billedskaber end historiefortæller?