The Dark Tower

Det tårnende inferno af mørk mytologi, der for mange binder Stephen Kings forfatterskab sammen er de otte bind i ’Det mørke tårn’-serien. At skabe en filmisk version har for flere været en umulig ambition, men Nikolaj Arcel har gjort det. Ganske godt endda.

Helt essentielt har Arcel & co. fanget King-ånden mægtigt. Den overnaturlige fantasi, de skæve karakterer, et univers der trækker på urgamle idealer og ikke mindst replikker fra det kiksede til det campede. Visuelt rammer fotograf Rasmus Videbæk både jordnært og højtflyvende med et nuanceret gammeldags touch, der sender tankerne til 1980erne i ’The Twilight Zone.’

Men mest af alt er uskylden og naiviteten dominerende, efter manuskriptet omlagde fokus og synsvinkel til den unge Jake Chambers, i stedet for den seje revolversvinger. Smart nok, for gennem et barnligt sind kan man bedre acceptere det indimellem brogede overload af figurer og action. Sammen med Anders Thomas Jensen har Arcel gennemskrevet det originale manus af Akiva Goldsman og Jeff Pinkner, men det er stadig tydeligt at det har været svært at begrænse ideerne. Og den heftige klipning gør samtidig at filmen føles forhastet – man ville gerne vide mere om tårnet, mytologien og Jakes særlige udvikling.

Jake (Tom Taylor) er kun lige ved at lære sine omfattende talenter at kende, og da han følger sine drømmetydninger ind i en parallelverden, finder han fælles mission med den sidste ægte revolvermand Roland af Eld (Idris Elba). Deres modstander er ondskaben selv, Den Sortklædte Mand (Matthew McConaughey), som indædt forsøger at destruere det imposante tårn, som stabiliserer universet og holder overvægt af godhed. Alle har overnaturlige talenter og synes uovervindelige, men som de fleste ved: I Kings verden er uskylden altid stærkest.

Således mikser ’The Dark Tower’ fantasy, western, sci -fi og dannelsesdrama på ægte King-maner, og imens referencerne til andre King-værker spinder en sentimental ende, begynder metaforerne også at falde på plads. For eksempel tårnet som metafor for den tro, der holder sammen på verden – for som en central replik lyder: ”Er det ikke derfor vi taber – fordi vi har mistet troen?”