Prometheus

Endelig, endelig, endelig vender Ridley Scott tilbage til både scifi'en og 'Alien'-franchisen. Og lige fra den sindssvagt smukke prolog er det nøjagtig så kraftfuldt pakket ind, som vi turde drømme om. Det holder den værste skuffelse over indholdet stangen.

'Prometheus' er det femte indslag i filmserien, som Sir Ridley selv skød igang med sin gyser-milepæl fra 1979. En slags 'Alien 0', der ikke bare vil forklare begyndelsen på xenomorph-plagen, men begyndelsen på det hele. Alle de store spørgsmål. En mere håndgribelig 'Rumrejsen år 2001' med syresavlende monstre, altså.

Filosofisk strander vi dog i de lavere luftlag, og det monstermæssige er nytænkt uden samme gennemførte tække. Den ambitiøse skala forhindrer derfor 'Prometheus' i at leve sit eget liv og blive, hvad de ældste 'Alien'-film var: Forbilledlige og pisseskræmmende genrestykker. Den må nøjes med at være anbefalelsesværdig flot og stemningsladet, med korte udbrud i ren rædsel.

Den første, foruroligende halvdel udspiller sig i hovedtræk som en genopførsel af Scotts original: Rumskib ankommer til ukendt planet, udenjordisk tilstedeværelse findes, besætning burde pille lidt mindre. Men selv om der er nok af dem, indtager de infektiøse uhyrligheder en birolle i anden halvdel, til fordel for at få givet en masse af de lovede svar og alligevel holde nok åbent til en eventuel fortsættelse. Ja, fortsættelse ...

Der er intriger, der er udforskning, der er action og der er horror, men elementerne ender som distraktioner fra hinanden. Effektfuldt distraherende, javist, men også med en del fordummede løsninger og forhastede halvhjertetheder.

I den første (ægte) 'Alien'-episode uden Sigourney Weaver er svenske Noomi Rapace udset til at overtage den handlekraftige depeche, men trods martret mimik og en uafrystelig selvoperationsscene, gør genre-fægteriet det vanskeligt for hendes forsker-figur at træde endegyldigt til som hovedperson og den nye Ripley.

Charlize Theron er i sit iskolde es som coorporate bitch, men det er Michael Fassbender der fortsætter sin egen personlige stjernefart som besætningens obligatoriske androide. Hans dannede, men drengede David er et højdepunkt blandt alle seriens mindeværdige kunstige mennesker. Længere nede på kreditlisten tyvstjæler også Idris Elba alle sine scener som rumskibets kaptajn, osende af den overvældene karisma, kendere kender fra 'The Wire'.