Molly's Game

Det kræver sin kvinde at styre tilfældighedernes spil i et mandsdomineret miljø. Det gjorde poker-prinsessen Molly Bloom i storstil, da hun i 2004-2011 organiserede tophemmelige pokeraftener for eliten i Hollywood og New York.

Hun går all in, hardcore og med et iskoldt drive – sikkert fra farens pacen, af både hende og hendes bror, der begge var professionelle skiløbere – der skarpt turnerer den bedste udgave af sig selv. Oftest en fræk udgave med den vildeste kavalergang, hvor hun stadig indgyder respekt og styrer A-liste kendisser, når spillet går højt og indsatserne endnu højere.

Ingen illusioner, ingen skrupler. Hun spiller spillet på mændenes præmisser, men vinder på sine egne. Unægtelig en drømmerolle for Jessica Chastain, der formidabelt gør den til sin egen – ikke mindst ved at bevare det karakteristisk rødlige i hårpragten (virkelighedens Molly er ret mørkhåret) og agere mindre bimbo-agtig end Bloom havde ry for. 

Det er manuskriptgeni Aaron Sorkins største kvindekarakter på film – og så endda i hans instruktørdebut. Det Oscar-nominerede manuskript er proppet med hans signifikativt skarpe replikskifte og en temperamentsfyldt ordstrøm – ofte i voiceover – der svinger mellem genialitet og overload. Sorkin har – som vanligt – tilspidset dramaet, eksempelvis tidspunktet for udgivelsen af bogen ’Molly’s Game’, som filmen er baseret på. Og gjort den skeptiske forsvarsadvokat (Idris Elba) mere smart (og sort).

Dette er ikke en pokerfilm, men Sorkin har ramt miljøet eminent ved at infiltrere professionelle pokerspillere i scenerne. Æren, pengene og magten er der, men også networking, begejstring og mod. Nogle spiller poker, andre spiller hasard. Vindere og tabere af hver sine motiver. Således får Sorkin sneget menneskelighed ind blandt en flok gamblere og profitjægere, der ellers ikke ligefrem appellerer til nogle hjertekort.

Ligeledes nærmer han sig sin titelkarakter med far-datter-problematikken, og den anseelige integritet, som har sin pris. Allerede da Bloom skrev bogen, pressede folk på for at hun skulle namedroppe celebrities – som andre senere har afsløret som Tobey Maguire, Ben Affleck og Leonardo DiCaprio – og senere var det FBI, der forsøgte at indgå en aftale. 

Nogen vil mene, at poker ikke er tilfældighed, men dygtighed. Det passer så sandelig også på den måde Bloom har kørt sit poker-game. Men selvfølgelig går det galt, hvis tilfældighederne vil at russiske mafiatyper truer sig til adgang og aftaler, samt tropper op med en kuffert kontanter, eller et Monet-maleri. Og ganske sandsynligt har FBIs bevågenhed. Igen: Det er mændene, der er stikkerne, forræderne og taberne. Molly vinder på de vigtige træk. Ligeså Sorkin, der med ’Molly’s Game’ har skabt et forrygende, intelligent magtspil, hvor det bedste pokerfjæs er ren kvindepower.