The Gentlemen

“Why are we watching fight porn?” Replikken er så selvransagende som britiske Guy Ritchie kan holde filmfanen højt med. Når nu hans 90er-stilistiske gangsterdrama er invaderet af kinøjsere der leger 007, (gangsta)rappere aka boksere, og most unlikely to drink tea: Matthew McConaughey.

”Heroes and zeroes,” som de siger, uden at det ene behøver at udelukke det andet. Det vrimler med karakterer, en del stereotyper men også en herlig casting, der i de afgørende roller bryder med typecasting. Ultra-amerikaneren, der vil være britisk, er naturligvis McConaughey. Actionman Charlie Hunnam som (mestendels) fredelig fixer. Colin Farrell med store hornbriller og Burberry-træningsdragt er den mest spøjse Coach med flere skjulte talenter også blandt de yderst loyale, unge boksere. Og til at toppe alle: Hugh Grant som Fletcher, en snog af en privatdetektiv, der lever af at sælge tabloid-snavs eller afpresse folk med samme.

Amerikaneren Mickey Pearson er den egentlige hovedperson med missionen om at sælge sin superskunk-business og leve et rigt og roligt cockney-liv med konen (Michelle Dockery). Men Fletcher binder hele historien sammen som fortæller, katalysator og forfatter af det manuskript, som enten skal være Mickeys personlige eller hele verdens filmhit, plus sequel. 

Det er indviklet som phuk – et af filmens sjoveste ordkævlerier – men flot og stramt sammensat, med fine overraskelser, og endda uden for mange plottillæg og karakterer bliver for anekdotiske og karikerede. Men det er også en velkendt skabelon fra Ritchies gennembrudshits ’Rub, stub & to rygende geværer’ og ’Snatch’, samt et væld af referencer til eksempelvis Tarantino, Coppola og den engelske kultklassiker ’The Long Good Friday.’

’The Gentlemen’ er et patchwork af den bedste gangsterleg, som Ritchie engang var mester i. Tiden er nok løbet lidt fra den glatte, overfladiske, smarte facon, men det sparker alligevel røv nok til at man er godt underholdt og nyder de guilty pleasures der stadig findes. For hvorfor ser vi ellers fight porn?