Oppe på Valmuebakken

Flot japansk tegnefilm har meget at byde på.

Alt imens vestlige tegnefilm er forduftet til fordel for (computer)animationsfilm, er den japanske vision for tegnede figurer helt anderledes. Det ses klart i ’Oppe på Valmuebakken', hvor vi oplever magien, der ligger i de smukt optrukne penselstrøg. Her fremstår skyer, arkitektur og ikke mindst havet langt mere poetisk og fornemt end noget 3D-eventyr ville kunne skabe.

Hvor vestlige animationsfilm vil have os med på en rejse, vil japanske tegnefilm som ’Oppe på Valmuebakken’ langt hellere have os til at tænke og føle efter.

Instruktør Goro Miyazaki ruller en fornem historie om unge mennesker ud. En stor bygning, der huser alle sociale aktiviteter på et gymnasium i Yokohama skal rives ned, da Japan gerne skal fremstå ny og moderne frem mod de Olympiske Lege i 1964.

Men det vil de unge i filmen ikke være med til, så de sætter de faldefærdige lokaler i stand i håb om at redde bygningen.

Samtidig spirer en forelskelse mellem filmens hovedperson, den dygtige pige Umi og den frække slambert på gymnasiet, Shunn. Desværre viser de to nyforelskedes fortid (måske) at gøre kærligheden umulig.

Det kunne lyde som en ambitiøs historie, at vise som tegnefilm, men hvis man er til tegnefilm eller har børn i alderen til det, så er ’Oppe på Valmuebakken’ et fremragende valg til påskeferien.

Instruktørens efternavn vil tegnefilmsnørder nok kende, da Goros far, Hayoa Miyazaki, er anerkendt som Japans svar på Walt Disney.

Og sønnen står ikke tilbage for faderen med sin nye film, der på allerfineste vis formår at vise en anden kultur samtidig med, at den fortæller en ambitiøs historie, så alle kan følge med.

Her er ikke tossede figurer, som man kender det fra den europæiske tegnefilmstradition, men derimod er her masser af tid til eftertanke og refleksion, når biografmørket forlades efter 91 dramatiske og gode minutter.