Hotel Transylvania 3: Monsterferie

Der er vel ikke noget bedre end at slippe væk fra hverdagen en stund? At stå på glohede pinde for uhyrer nat ud og nat ind kan få selv den mest tålmodige og udødelige til at gå en smule op i limningen. Er man en lidt ensom enkemand på adskillige hundrede år, så er det klart, at man kan trænge til en ferie og lidt spas.

Denne tredje film i ’Hotel Transylvania’-serien er leveringsdygtig i masser af gakkede gags og gode grin – og formår både at sætte kryds ved det, fans kender og elsker (blah, blah, blah!) og alligevel tage figurerne nye steder hen. Bermudatrekanten eksempelvis og den mere modne kærlighed.

Drac (Niels Ellegaard), verdens mest elskelige vampyr-krofatter, har som sædvanligt svært ved at slappe af, så hans datter Mavis (Thea Even Ulstrup) får arrangeret et cruise for hele familien – og alle vennerne. Hendes far er ikke meget for det, men snart bliver han pjattet med ferielivet til søs – takket være den smukke, mystiske og indtagende Kaptajn Ericka (Iben Hjejle), der bærer på en hemmelighed. Hun er ikke den eneste, for Drac prøver at skjule for sig selv, at han er faldet for hende med et brag. Og når det siger zing, så er det alvor!

Det her er måske ikke en film for helt nye fans, for der er en masse baghistorie, man ikke får med. Men på den anden side, så glider løjerne let ned, og der er rigeligt med replikker og jokes, der også kan fornøje voksne, der står på her. Lån et barn og tag med på et krydstogt, der kildrer lattermusklerne.

Det klæder serien at komme lidt væk fra det gammelkendte, se noget nyt, hoppe i Hawaii-skjorten og også tage lidt gas på sig selv. Der er et visuelt overskud i filmen, der kan mærkes. Denne treer er ikke kunst, men den er ferm, fuld af fis og lavet med kærlighed til både gamle monstermyter og med respekt for sit publikum. De danske stemmer er i topform, selvom historien går lidt hurtigt over stok og sten. 

Det er skønt at have holdet samlet igen. Selv manglede jeg blot den lille, gamle dame, der spiser alt og alle, ”Det var ikke mig...” – men de to varulveforældre (Martin Buch og Anne Herdorff) med alt for mange ulveunger, der opdager konceptet Børneklub, opvejer det mere end rigeligt. Også tak for alle fiskene (i jakkesæt).