Storkene

Computeranimerede film har i mange år haft kronede dage. Og de har også leveret gode handlinger, knivskarpe dialoger og overraskende film. Men nu har genren været på banen i godt 20 år og netop derfor må man, som minimum, forvente at historien hænger sammen, og at fabrikationen af filmen har en vis berettigelse. Det er desværre ikke tilfældet med ’Storkene’.

Storken Junior er den bedste stork i det internetleveringsfirma, som storkene nu arbejder for. For storke leverer ikke længere babyer. Junior bliver lovet en forfremmelse. Men for at få den, skal han fyre storkenes eneste menneskeansatte, Tulle Forældreløs, som er den eneste storkebaby, der aldrig blev afleveret til sin familie. I stedet klokker Junior gevaldigt i det, får tændt for babymaskinen og fabrikeret en ny baby som skal leveres. Pludselig skal Junior, Tulle og babyen på en dramatisk rejse, for at levere den nye menneskebaby og gøre det som storke oprindeligt gjorde.

Den største fejl i ’Storkene’ er, at handlingen ikke er naturlig. Den hopper og danser. Filmens åbningssekvens, hvor den tjekkede stork lander, er en uforklarlig, forceret scene. Man kan sige at filmen påstår en masse UDEN langsomt at bakke det op med karakterer, dialog og handling. Indenfor de første fem minutter får vi fremlagt problematikken, at Junior måske skal forfremmes til chef, men at han ikke nænner at fyre Tulle Forældreløs. Det går simpelthen for stærkt, og resultatet er at man får filmen galt i halsen. Og det er ikke en behagelig følelse at skulle have noget galt i halsen i halvanden time!

Et andet eksempel er en sekvens med nogle ulve, som jagter storken og menneskebabyen, og de ulve kan pludselig transformere ulveflokken til et hvilken som helst maskine, en ubåd, en bil med mere. Det er en sjov tanke. Det er stenet. Men det er ikke sjovt, det passer ikke ind i handlingen og det gør kun filmen endnu mere klodset. Sekvenserne er tydeligt valgt fordi de skal være sjove, men det dur ikke, når det ikke er en integreret del af handlingen. I stedet bliver det klodset, unaturligt og forceret.

Det er filmens store problem: Den føles mere som en sammensat række af individuelt halvsjove sekvenser, end en sammenhængende film.  Og da forskellige sekvenser jo laves af forskellige teams, grundet produktionens størrelse, så er det i den grad instruktørerne Nicolas Stoller og Doug Sweetland som ikke har formået at få det hele til at hænge ordentligt sammen. 

’Storkene’ er endnu en amerikansk animationsfilm med feel good-stemning, som bliver oversvømmet af amerikanske familieværdier. Problemet er at denne her IKKE leverer noget som helst, som vi ikke har set før.