To Rome With Love

Volare! At flyve! Den velkendte italienske popsang åbner Woody Allens kærlighedserklæring til Rom, og går lige i hjertet. At flyve, at synge… og lade sig forføre af omgivelserne og følelsen af at være forelsket.

Den evige stad er den perfekte location til at flirte, fantasere, fjolle og fabulere, og Allens altid multisnakkende og selvreflekterende personager på evig jagt efter kærlighed og bekræftelse er som skabt dertil. Dog vil romerne sikkert frabede sig analyse, som Woodys karakter slår fast: ”Du skal ikke psykoanalysere mig, mange har prøvet og fejlet.”

Det bliver ikke herligere neurotisk end Woody som den pensionerede operachef Jerry og Judy Davis som hans psykologkone, der er i Rom for at møde deres datters forlovede og hans forældre. Overraskende nok er papà et stort operatalent (med en vanvittig begrænsning) som Jerry absolut må berømme. Det sker med operaen ’Pagliacci’ (der betyder klovne), og er uden sammenligning blandt de mest absurde Allen-scenarier!

En anden ganske almindelig romer vågner op til paparazzi og talkshows – uden det mindste talent. En noget simpel sidehistorie, der dog ganske rammende illustrerer den latterlige reality-kultur. Og så er Roberto Benigni naturligvis fortræffelig som denne hverdagsklovn, der forføres af den flygtige opmærksomhed.

Samme bestræbelser dominerer de to sidste historier. Om nygifte Milly og Antonio, hvis Rom-forviklinger kunne være inspireret af Fellinis ’Den Hvide Sheik’ – tilsat en prostitueret i skikkelse af Penélope Cruz. Og om trekanten Jesse Eisenberg, Greta Gerwig og Ellen Page, der bliver synderligt mere interessant med Alec Baldwin som kuriøs samvittighed.

Allen har aldrig lagt skjul på sin fascination af neorealister som Fellini, De Sica og Rossellini, samt komedietraditionen begyndende med Monicellis ’Big Deal on Madonna Street’ (som ’Small Time Crooks’ er baseret på). ’To Rome with Love’ starter med trafikkaos og en replik om, at der er rigtig mange fortællinger i Rom. Og der er unægtelig lidt fortællekaos over Allens italiener-hyldest, der heller ikke har tid til analyse.

Som Rom-aficionado drømmer man om mere italiener-snask, men Allen holder sig på den sobre side. Bortset lige fra utroskab så det basker. Og her signaleres, at amerikanere og italienere er lige dobbeltmoralske, ud fra tesen: Hellere angre, end gå glip af noget.

En Woody Allen-film vil nok altid føles genkendelig, men selv Allen på autopilot er vældigt underholdende – og der sniger sig altid originaliteter ind.

Men mest af alt bliver man i berusende godt humør af hele romer-virakken. Det er la dolce vita a la Woody Allen. Let og lystigt - og fuld af amore.