Cinema Made in Italy

Cinema Made in Italy rykker igen ind i Grand Teatret og Little Italy-stemningen flyder lystigt og passioneret i Mikkel Bryggers Gade med besøg af instruktører og skuespillere fra den populære filmnation. Her er sikre filmhits om toscansk kærlighed og tab, knugende napolitansk nostalgi, og en intens milanesisk krimithriller - alle med vidunderlige Pierfrancesco Favino - men årets scoop er Gianni Amelias rørende autentiske historie om en mand dømt for plagio. 
Vi har set de fleste film, undtagen ’Le otto montagnes/De otte bjerge’ - vinderen af bedste italienske film ved David di Donatello-uddelingen - der havde premiere tidligere i år.

Il colibri/Kolibrien ****
Klassisk italiensk familiedrama, der favner tre generationer af kærlighed og tab med lægen Marco (Pierfrancesco Favino) i centrum. Han er titlens kolibri - fra barnsben fordi han var en lille spirrevip (der fik hormoner for at vokse) og som voksen fordi han bruger al sin energi på at blive hvor han er og hvad han er. Således beskrevet af Luisa (Bérénice Bejo), hans hemmelige affære gennem hele livet, og konstant provokeret af især andre kvinder i hans liv: moren (Laura Morante), hustruen (Kasia Smutniak), datteren og hendes datter. Relationerne rør, men den non-linære fortællestruktur som instruktør Francesca Archibugi har valgt, bryder ofte med indlevelsen i de mange karakterer - hvilket samtidig pointerer Marcos følelsesliv, ikke mindst i den sønderknusende slutning, hvor han vælger at vende ryggen til følelserne, igen.

Nostalgia ****
Nostalgien er altopslugende og knugende i Mario Martones Oscar-nominerede drama, for Felices (Pierfrancesco Favino) hjemvenden til fødebyen Napoli rusker op i gamle synder og nye dyder, der ikke umiddelbart kan forenes. Barndomsvennen Oreste (Tommaso Ragno) er nu er byens frygtede gangster Den Grusomme, og alle råder imod gensyn, også den nye ven, præsten Don Luigi (Francesco Di Leva). Men Felice er opslugt af nostalgien, de gode minder og sin genfundne oprindelse. Det mærkes også i Paolo Carneras smægtende fotografering, hvor de croppede varme smalfilm-flashbacks skaber en effektiv kontrast til de rå dunkle billeder af et ødelagt nutidigt Napoli. 

Margini/Margins **
Street punk hardcore i en søvnig provinsby. Mest af alt larmer det, når det umage trekløver Miche, Edo og Iac insisterer på at punk ikke kun er for unge. Indimellem sjovt og rørende, men mestendels irriterende og marginalt. Deres koncertdrøm er at få et populært amerikansk punkband til udkantsbyen Grosseto, så deres egen opvarmningskoncert kan nyde godt af publikumsmassen. Men udfordringerne er ikke kun sumpbyens kedelige venues, manglende lydanlæg og almen ugidelighed, det tærer også på venskaber og familie, især når Miche går mere bersærk og sætter sig i gæld og unåde. Niccoló Falsettis debutfilm er inspireret af hans og Francesco Turbantis (der spiller Miche) oplevelser i hjembyen, hvor de startede punkbandet PEGS. 

L’Immensità ****
Penélope Cruz er ret vidunderlig som moren Clara i denne lettere dysfunktionelle familie, hvor faren har affærer, sønnen pøller på gulvet, datteren foretrækker at lege med maden fremfor at spise den, og Adriana hellere vil være Andrea. Trods den tyngende alvor og sørgmodighed har Emanuele Crialeses film masser af kærlighed og legende 70er-åndrighed, og den semi-biografiske skildring af kønsidentitet flyder med lethed og spejles i morens drømme om at være en anden. Titlens uhyrlighed kan dermed være flere, afhængig af tolkning og livssyn. Men i sidste ende, hvor den italienske version af den ikoniske ’Love Story’-temasang igen fylder tv-scenen, bekræftes det at kærligheden betyder alt. 

L’Ultima notte di Amore/Last Night of Amore ****
En nervepirrende nat i Milano, mesterligt skruet sammen af Andrea Di Stefano. I mørket har både politi og mafia overløbere, og den helt nære familie opfordrer til kriminalitet og forræderi. Det er den tophæderlige Franco Amores (Pierfrancesco Favino) sidste nat i politistyrken, og historien forud for hans sidste store dilemma er mindst ligeså spændingsmættet. I bedste thrillerstil søger de bragende billeder og synthmusikken ind i mørket, indimellem næsten giallo-agtigt, men med mindre blod og mere karakterspil. 

Il Signore delle formiche/The Lord of the Ants *****
Plagio er muligvis en gammel facistisk formuleret forbrydelse, men den runger stadig meget aktuel - i betragtning af Italiens stadig sløje LGBT-rettigheder. Veteranen Gianni Amelio har skabt en af sine bedste og mest medrivende film, om den homoseksuelle dramatiker Aldo Braibanti (Luigi Lo Cascio), der blev dømt for at påvirke unge Ettores (Leonardo Maltese) tankegang og vilje. Inden retssagen indlægger Ettores familie ham til elektrochok, og det er aldeles tårevædende at se hans endnu ærlige og kærlige vidnesmål om forholdet til Aldo. Måske en lidt for pæn film, og ligeså en af de får journalister (Elio Germano) på sagen, men fuld af respekt og følelser for de to hovedpersoner. 

La Stranezza/Strangeness ***
Ganske sær og meget italiensk fortælling om forfatteren Luigi Pirandellos (Toni Servillo) møde med en spøjs teaterduo Principato og Vella, og deres ovenud skæve trup. De er i færd med at opsætte en forvirrende komedie om angerens skyttegrav, og meget af den ret indforståede humor og tendens til ophøjet tankeløb rammer helt forbi for uindviede. Måske bliver nogen forført af ord og poesi fra Nobel-prisvinderen, men først til sidst rammer Pirandello og hans mest berømte stykke ’Seks personer søger en forfatter’ plet med lidt følelser og reflektion.