Official Competition

Produktet eller processen. Hvad giver mest credit? Showbiz er en evig jagt på opmærksomhed og den rette fremtoning er altafgørende - også for ens eftermæle. 

Dette eftermæle er fokus for millionæren Humberto Suárez (José Luis Gómez), der ikke synes hans liv har ramt noget større mindeværdigt eller prestigefyldt. Så han vil smide millionerne i en film, som skal være det bedste af det bedste. Så snart har han købt rettighederne til en Nobel-prisvindende roman ’Rivalerne’ - som han ikke har læst - og hyret en flamboyant instruktør, der får frie tøjler, så længe hun sørger for succes.

Og Lola Cuevas (Penélope Cruz) går grundigt til værket, og beviser sit udsagn om at lide for sine film. Ligesom hun også får sine to hovedkarakterer til at lide, når hun presser dem gennem 9 dages prøvesessions af ganske ekstreme øvelser. Disse ret så kreative og absurde øvelser, der rusker deres karakterer, professionelt og personligt, er filmens stærke kerne af både humor og smerte.

De to rivaler har allerede et naturligt modspil, som Lola udnytter maksimalt. Felix Rivero (Antonio Banderas) er den smarte verdens(film)stjerne og Iván Torres (Oscar Martínez) er den snobbede mester(teater)skuespiller - og ingen af dem har bare en smule respekt eller føling tilovers for den anden. Her er vidunderligt latino-temperament og veltunet passion for eget talent og image, hvor især Antonio Banderas topper med meta-spil på sin egen karriere. Men det er Penelope Cruz, der er filmens fantastiske power-center, og selv i det kaotiske klimaks trumfer hun.

Med skarp satirisk bid napper ’Official Competition’ filmfolkene og deres proces, samt den konkurrence, der oftest bliver offentlig i jagten på filmsucces. Både dialog og fortælling fungerer fremragende i sin overdramatisering og den sporadisk prætentiøse form, ligesom kostumer, lokationer og billedkompositioner booster stiliseringen, der understøtter den filmiske fiktion.

Imens den vilde udvikling gennem prøveperioden eskalerer, må filmprojektet tilpasses den nye virkelighed, som dermed bliver en ny fiktionshistorie, der allerede var luftet som ide. Processen påvirker det endelige produkt, men har det forandret karaktererne og deres mål? Eller spiller de stadig deres roller for at opnå deres credit? 

Det er en stor del af pointen i dette satiriske drama, der både får sin pompøse slutning og åbner Pandoras æske i forhold til at udviske grænserne mellem virkelighed og fiktion. Nogle sidste dybe åndedræt og et par lyslevende øjne, efter replikken om at nogle film måske aldrig slutter. Konkurrencen kører stadig, og eftermælet kan nå at ændre sig.