Ariettys hemmelige liv

Det er egentligt dejligt, når en animationsfilm kommer i biografen uden det store merchandise-helvede til at bakke sig op.

Hvor historien og det visuelle kan få lov til at ånde og være i sig selv, uden at det skal kunne være på en madkasse.

Sådan en film er ’Arietty’, den seneste film fra Studio Ghibli, det navnkundige japanske animationsstudie, der netop gør det i underfundige, tegnede film, der ikke kun er for børn.

Historien er så britisk, at man bør se filmen med en kop afternoon tea. Børnebogen fra 1952 om ’The Borrowers’, eller ’Lånerne', er her blevet løftet ind i en nutidig japansk kontekst, men føles stadig vældigt engelsk.

Den fjortenårige Arrietty bor med sine forældre under gulvet på et hus, som de har gjort i generationer. Her lever de småbitte mennesker uset af husets beboere og bevæger sig kun ud om natten for at "låne". Verden omkring dem er for usikker og farlig, men Arrietty føler sig mere og mere draget af den.

Hun sniger sig ud på egen hånd, til hendes frygtsomme mors store ærgrelse. Arrietty bliver opdaget af den syge dreng Shô, der kommer til huset (der tilhører hans tante) for at vente på at få et nyt hjerte. Han længes efter en ven.

Venskabet mellem de to har til at begynde med trange kår, men slår igennem, da det bliver klart, at lånere og mennesker må stå sammen, når farerne lurer.

Hiromasa Yonebayashi er debutant som instruktør, men har stået i lære hos Studio Ghibli som tegner i rigtig mange år. Måske derfor er den visuelt smukke film stærkest i de scener, hvor farver og de mange teksturer kan folde sig ud, og virker lidt svagere i de scener, der skal bæres af dialogen alene.

Filmen beholder også i den danske version den japanske måde at bruge åndedrættet til at vise følelser på, på film. Der gispes og åndes og ååh’es i et væk, og det kan godt være lidt forstyrrende.

Der er øjeblikke af svimlende skønhed, men der mangler lidt af den skævhed, nytænkning og magi, som Studio Ghibli ellers er garant for i en gennemtygget, målgruppe-orienteret verden. Den vil både være mainstream og anderledes.

Det er svært at sige, hvilke børn, der vil falde for Arietty og Shô. Måske vil de store synes, den er for kedelig og nuttet, og de mindre nok synes, den er for uhyggelig. Og det er synd. For både store og små har fortjent en film, der ikke kommer med et plasticlegetøj.