Vores tid kommer

Jeg elsker Vincent Cassel! Og det på trods af, at han alt for ofte spilder sin tid i selvbestaltede franske kultfilm eller som latterlig birolle i store amerikanske produktioner. Men se på ham! For fanden en presence. Bad to the bone, selv når han spiller the good guy.

Ingen kan levere en replik med så megen dybfølt arrogance og fuck-dig-attitude som Cassel, ingen kan lade sit iskolde, dybt konfliktsøgende blik hvile på hvad som helst og få det til at smelte som Ikaros under solen. Der er få som ham på det store lærred og derfor skal man ALTID se de film han optræder i. Stå pinslen igennem. Som her.

Filmet i bredformat som var det en western, driver denne larmende, pæne ligegyldighed dens to rødhårede hovedpersoner vestpå for at hævne sig på verden, grundet alle de ydmygelser, denne har pålagt de to grundet deres hårfarve. Målet er The Promised Land, Irland, hvor alle åbenbart er rødhårede.

Undervejs tillægger filmen sig roadmoviens karakteristika, men insisterer krampagtigt på at lade karaktererne handle komplet uforudsigeligt i følge og forhold til hinanden og omgivelserne. Skide være med at historien ofres på det alter ganske tidligt i filmen. Det bliver, naturligvis og i mangel af bedre, ganske blodigt og let bizart.

Instruktøren Romain Gavras er søn af et koryfæ med kæmpe-K, Costa-Gavras. Så knægten kan sine klassikere og sine genrer og sine temaer og der er da overhovedet heller ingen tvivl om at 'Vores tid kommer' bliver et stående hit på diverse film- og medieuddannelser i hele verden med dens tonstunge intertekstualitet og dyrkelse af genrekryds. Og nå ja, så er den også politisk. Jo, den er.

Slutningen er helt forfærdeligt patetisk og western-nostalgisk og de red ind i solnedgangen og forsvandt. Æv. Olivier Barthelemy spiller Cassels medsammensvorne og det er ligegyldigt, for filmen har plads til én og kun én: Vincent Cassel. Og han er prægtig.