Tale of Tales

Man tror ikke sine egne øjne! Sådan er det med eventyr, når de er allerbedst. Men ’Tale of Tales’ overgår alt på fabelfronten – så gotisk som kongesagn og så syret som monstermyter. Et eldorado, der i én fantasmagorisk uendelighed eksploderer i overraskelser, og hvor fantasi bliver til fantasy.

Der er hjerteblod i Matteo Garrones vilde filmatisering af udvalgte fortællinger fra Giambattista Basiles samling af 50 folkeeventyr fra 1600-tallet, som især Grimm-brødrene har ladet sig inspirere af. Og selvom Basiles eventyr allerede var vilde og indimellem voldsomme, så topper Garrone dem lige ekstra barokt og groteskt.

En dronning (Salma Hayek) råæder et blodigt kæmpehjerte, en mega-loppe suger blod af en konge (Toby Jones), en kvinde (Shirley Henderson) får flået sin hud, og en kødkælder med alverdens opskåret kræ sidestilles ogre-hulen, hvor en prinsesse (Bebe Cave) er fanget. Et efterorgie af udmattede kvinder og en umættelig konge (Vincent Cassel), uadskillelige albinotvillinger i en labyrint og heroiske cirkusartister på et ligeså kringlet bjergterræn. Det er blandt den overdådighed af billedindtryk, som Peter Suschitzkys (David Cronenbergs favoritfotograf) kamera smækker for vores øjne. Som spillevende malerier frisk fra palletten.

De fortællermæssige overraskelser er mindst ligeså hæmningsløse, og persongalleriet nærmer sig fantasy. De tre historier – fra nærliggende kongeriger – bindes sammen af et af instruktørens favorittemaer: Magtelitens narcissisme. De pønser som vanligt på at manipulere alt og alle omkring dem, men end ikke den royale magt kan styre magien, der manifesterer sig snart forunderligt, snart makabert.

Basiles eventyr balancerer mellem det virkelige og det surreelle, hvori Garrones visualisering byder på utallige allegorier og ditto tolkningsmuligheder. Eksempelvis kan de tre centrale kvindetyper snildt relateres til nutidens moder-, dating- og skønheds-hypes. Og de findes – som deres mandlige modspil – overalt i populærkulturen.

Indimellem bliver ’Tale of Tales’ lidt overproppet og forvildet, men genistregen er at Garrone forholder sig seriøs til dette storartede univers. Sort humor og flamboyante karakterer, ja, men uden sentimentalitet og lette løsninger, bare fuld knald på den fabelagtige fantasi. Denne rå og flabede fortællefryd giver en moderne kant, som kun de færreste eventyr opnår. Basile og Garrone er sikkert på vej mod fantasy-genren, og man håber ubændigt på mere genremagi.