Jason Bourne

”Jeg kan huske. Jeg kan huske det hele.” Dræberagenten er tilbage, og hans største identitetskvaler, der har skabt store dele af spændingen i de første tre film, er nu løst. Men hvem er han så, Jason Bourne? 

Endnu en Bourne-jagt aktiveres ved truslen om endnu en afsløring af gamle og nye projekter med endnu en koldblodig Trumf (Vincent Cassel) i spil. Sideløbende spinner Paul Greengrass – der instruerer for tredje gang – et plot om det topeskalerende overvågningssamfund og CIAs involvering i et nystartet socialt medie Deep Dream. Ved tasterne hos CIA er cybergeniet Heather Lee (Alicia Vikander), der ikke lægger skjul på sit ambitionsniveau og snart befinder sig i livsfarligt limbo mellem bossen Dewey (Tommy Lee Jones) og den løbske Bourne (Matt Damon).

Her er logikken ikke altid så ligetil som Bournes flittige næver og sublime flugtevne. Både Lee og Dewey er klicheer, der intet nyt bringer til det forudsigelige plot. Intelligens og integritet er åbenbart blevet heftigt afsporet i de 12 år Bourne har været inaktiv. 

Mest problematisk er identitetsspørgsmålet, som er helt essentielt for Bourne-sagaen. Det eneste man får syn for er, at Bourne nu stiller op til nævekampe ved den græsk-albanske grænse – og vinder overlegent. Alt andet er stadig hemmeligt, og man undrer sig over at manden, der var så driftig i sin identitetssøgen, ikke har fundet den puslebrik, som hans medsammensvorne Nicky (Julia Stiles) nu støder på. Desværre heller ikke en brik, der giver nogen ny udvikling eller dybere indsigt i hans karakter.

Så ’Jason Bourne’ er mest effektiv i sin slagkraftige action og globetrotting i byer som Berlin (selvfølgelig), London, Athen og Las Vegas. Sidstnævnte rummer den overgearede finalejagt på den famøst trafikproppede The Strip med endestation i Riviera-kasinoet (der denne sommer står for nedrivning). Anderledes imponerende, mere medrivende og klassisk Bourne-stil er startjagten gennem et gældspresset Athen med demonstrations- og politivirak. Højoktan action og fin politisk undertone.

Denne jordnære og veristiske actionstil er Greengrass’ varemærke, og Matt Damon er en perfekt personificering af den splittede dræber. Men der skal skarpere manuskriptforfattere til, hvis Bourne skal ud af fortidens skygger. Bourne-trilogien var med til at redefinere action/agentfilm – tænk bare på en anden JB-karakter – og nu skal den personlige udvikling følge med.