Det Spritnye Testamente

Fornyelsen har trange kår i filmindustrien i dag, og netop derfor er glæden endnu større, når man så sætter sig ned i biografmørket og bliver fejet væk af et stykke filmmagi som ‘Det Spritnye Testamente’.

Gud eksisterer. Han (Benoît Poelvoorde) bor i Bruxelles og han er en sur, gammel, selvretfærdig idiot der drikker og råber for meget. Hans kone er en nikkedukke med en støvsuger, og SÅ har han datteren Ea (Pili Groyne): Filmens hovedperson og menneskehedens håb.

For Gud er ikke stor og barmhjertig. Han er smålig og intrigant. I virkeligheden er menneskene kun til for hans fornøjelses skyld. Han sidder på sin computer og laver små leveregler for menneskene, så som ”En ulykke kommer aldrig alene” og ”En syltetøjsmad lander altid med sukkersiden nedad”. Regler han kun laver for sin egen morskabs skyld, så han kan sidde og grine af menneskenes elendighed. 

Men Ea får nok og stikker af. Inden hun gør det bryder hun ind i sin fars computer, og sender en besked ud på alle menneskenes mobiltelefoner. En sms, hvor der står hvor lang tid de har tilbage at leve i. Og så begiver hun sig ud for at finde sine egne disciple, som kan supplere de tolv hendes bror Jesus støvede op i sin tid og hjælpe hende med at skrive et nyt testamente. Ea møder derfor en pige uden en arm, som alle mænd forelsker sig i; en transkønnet dreng; en desillusioneret forstadsfrue (Catherine Deneuve), som får sig en affære med en gorilla og andre farverige skæbner. 

Lyder det mærkeligt? Det er det også. Også nogle gange lidt for mærkeligt. Men ‘Det Spritnye Testamente’ fungerer, fortryller og forsøder fra start til slut. Filmen er faktisk svær at beskrive. Men magi er det bærende ord. Filmmagi. Filmen er, hvis man skal være lidt firkantet, en god blanding af ’Himlen over Berlin’ og ’Big Fish’ med en ordentligt drys af ’Den fabelagtige Amelie fra Montmartre’.

Ja, kæden hopper af, af og til, og nogle gange er historien lidt let købt. Men hele formålet med denne film er at lave en film med en helt egen fortællermagi. At give publikum glæde, leg og overraskelse. Man går ikke ud af biografen med meningen med livet, men man går ud med forundring, samt en følelse af taknemmelighed over livet. Og med filmens store pointe i hjertet: Hvad nu hvis man selv fik udleveret sit dødstidspunkt på en sms. Hvordan ville livet så se ud? Den ide alene giver så meget til filmen og lader den føre publikum nogle rigtig fine steder hen i sin naive, kærlige og samtidig absurde fortællestil.

’Det Spritnye Testamente’ tager så modige valg, at det kun kan blive en nyskabende og dejlig filmoplevelse. Den er en gave til nysgerrigheden og forundringen og en fejring af impulsiviteten, naiviteten og barndommens leg og tillid. Europæisk komedie når den er bedst.