X-Men: Apocalypse

Falske guder og ægte mutanter. Det er ganske spektakulært at kalde den oprindelige mutant for Apocalypse – og så give ham et gudekompleks, der losser alt og alle mod verdens undergang. For at starte noget nyt og bedre, naturligvis – det er jo apokalypsen, set med guddommelige øjne: åbenbaringen.

Der snakkes om falske guder fra start til slut, men alligevel ikke nok til at sætte noget for alvor filosofisk eller teologisk på spil. Bare tanken om at en mand med så overnaturlige kræfter helt naturligt ville blive opfattet og tilbedt som en gud – så tidligt i skabelseshistorien at ingen vidste hvad hverken guder eller mutanter var. Humlen er så, at Apocalypse stadig ser sig selv som guden over alle, da han vågner over 5000 år efter en mislykket genfødsel. Ikke superskarpt tænkt, men han får selvfølgelig også al sin lærdom om hans nye samtid fra tv.

Året er 1983 – 10 år efter Magnetos heftige stadionstunt i ’X-Men: Days of Future Past’ – og den kolde krigs supermagter kan snart kigge til himmels efter deres atommissiler. Xaviers Skole for Talentfulde Unge får ildeset besøg – fysisk som mentalt, da Apocalypse overtager Cerebro. Og Magneto er igen i limbo mellem to potente modpoler.

Michael Fassbender er igen prequel-seriens standout, hans Magneto er den følelsesmæssigt mest veludviklede, og hans actionsekvenser er overvældende. Hans frenemy Xavier bliver stadig mere interessant i James McAvoys skikkelse, og her får vi faktisk kilden til hans skaldethed. Desværre er der mere Raven end Mystique i denne omgang med X’erne, og man føler igen at Jennifer Lawrence er fejlcastet og slet ikke får nok at arbejde med, trods der antydes en indre konflikt om at være rollemodel for de andre mutanter. Total platalarm.

Ligeledes kan man undre sig over castingen af Oscar Isaac som Apocalypse. For når man nu har gjort Apocalypse mindre end i tegneserierne, hvorfor så ikke få nogle ekstra skurkemanøvrer indover fra den fremragende Isaac? Fair nok at han er makeuppet blå og grå, men at man digitaliserer hans seje stemme er jo fuldstændig debilt!

Blandt de yngre talenter er kun Evan Peters som Quicksilver interessant nok til at brillere i længere scener. Hans signaturscene rykker denne gang til ’Sweet Dreams’ af Eurythmics, men den bringer ikke noget nyt med sig – og når der endelig er nyt, så bliver det trukket ud som potentiale for endnu en ’X-Men’-film. 

Er man ægte mutant-fan, har man intet problem med at acceptere lidt absurde handlingsmønstre – som en helt unødvendig Wolverine-cameo med amok på. Og selvom Auschwitz-sekvensen er lidt diskutabel, går den op i det højere plan om nye udraderinger og Magnetos baggrund. Han har sindssygt meget vrede i sig, og der skal løftes massemængder af metaller, før der bliver ryddet op. 

Sværere er det når replikkerne bliver for klicheprægede, eller når skuespillerne ikke har karisma eller karakter nok. Fint nok med ”Lære at tøjle det, favne det”, da det er en del af deres mantra. Men ”Alle frygter det, de ikke kender” og ”Håbe på det bedste, forvente det værste” med mere er simpelthen for slidt. Så savner man karakterudvikling og interessante bi-scener med x-faktor. De er jo mutanter med de vildeste talenter, der må være mere mystik at gi’ af.

Men ellers rykker Bryan Singer for fjerde gang forrygende i ’X-Men: Apocalypse’ med toptunet action og suveræne visuelle eksplosioner, hvoraf nogle er tydeligt tænkt til IMAX-formatet. Kameraturene ind i pyramiden eksempelvis – toplækre. Apokalypse eller ej, den virkelige åbenbaring er budskabet om at ingen hersker alene, og X-Men er united.