Speak No Evil

Folk tør ikke være helt aldeles ærlige mere. Det pointeres flere gange - med ord og handling - i dette remake af Christian Tafdrups 2022-film, og ender i nogle andre mere konventionelle præmisser.

Men det er sandheder med modifikationer, for britiske James Watkins vælger en hybrid mellem engelsk thrilleruhygge og amerikansk actiongys. Tilsat en del af den spiddende sarkasme og grænsesøgende adfærd, som den danske original excellerede i. Men mere ligefrem og slagfærdig - især fordi slutningen er lavet fuldstændig om.

Indtil den frygt- og tankevækkende replik (her alt for vagt leveret) "Fordi I lader mig gøre det," er fortællingen tæt op ad den danske, med en del ens scener. Allerede ved feriemødet i Italien fornemmes det taktløse og bramfrie hos Paddy (James McAvoy) og Ciara (Aisling Francioni), og de små foruroligende episoder bliver hurtigt flere og tydeligere, da ferievennerne Ben (Scoot McNairy) og Louise (Mackenzie Davis) besøger dem på deres forfaldne, ødeliggende gård.

Drengen uden tunge, den tryghedssøgende datter med sin bekymringskanin, vegetaren og vildtjageren, og den foruroligende husgæst. Konfrontationer om børneopdragelse og forældreansvar, kønsroller og kropslighed, samt om ærlighed vs. høflighed og hensyntagen. (Næsten) det hele er med, bare mindre subtilt.

Tafdrups thriller er ekstremt uhyggelig i sin sitrende, stille opbygning, der dvæler ved ubehaget og den tiltagende frygt. Watkins rykker hurtigere med fortællingen og bygger ekstra småscener på, også med lidt chokeffekter. Og så får afviklingen fuld skrue som alle traditionelle Hollywood-gysere om de gode mod de onde.

Også skurken Paddy er pumpet op, og James McAvoy går linen ud som primalt muskelbundt med provokation i alle vener. Indimellem karikeret og overdrevent, men det fungerer fordi det skaber utryghed at hans udtryk svinger: Det ene øjeblik vældigt overbevisende, det næste helt utroværdig, det ene sekund sjov det næste farlig. Totalt psykopat.

Hensynsbetændelsen er ikke ligeså mærkbar her, og overlevelsesinstinktet udfolder sig på en helt anden måde. Action og effekter skal der til i Watkins’ vision, og det er da underholdende, men bestemt ikke mere ærligt og sandfærdigt - og måske mest for det publikum der ikke har set Tafdrups genistreg. For den danske original gør bare meget mere ondt, fordi ondskaben kommer snigende og overrasker voldsomt og ender i det mest uudsletteligt brutale slutscenarie.