X-Men: Days of Future Past

Der skal ikke spares på noget i den syvende gang X-Men på 14 år. Tidsrejser smides på bålet, så stjerneparaden kan blusse helt op når yngre og ældre udgaver af de samme mutanter med superkræfter kæmper for overlevelsen i synkroniserede dimensioner. Med ildrageren tilbage i hænderne på Bryan Singer, der nærmest definerede den moderne superheltefilm med de første to dele af den oprindelige trilogi (2000-2006).

Men paradoksalt nok udspiller den hidtil største film i serien sig som en af de mindre. 'Days of Future Past' er både frisk, flot og fan-pleasende forudsætnings-krævende. Men den undervælder på såvel det bombastiske, som det følelsesmæssige plan, mens mutanterne render rundt og slåsser med robotter i stedet for hinanden – og sig selv.

Starten går i fremtiden, hvor krigen mellem mennesker og mutanter ikke bare er blusset op igen, men er få øjeblikke fra den totale apokalypse. De sidste X-Men kæmper desperat mod tilpasningsdygtige udrydningsmaskiner, der vender mutanternes særlige evner mod dem selv – og mod menneskeheden. Kun små tidsmanipulationer holder håbet i live, og sidste chance er at sende den usårlige antihelt Wolverine helt tilbage til 1973 og forhindre, at robotprogrammet overhovedet blev sat i gang.

I fortiden overtager de yngre udgaver af persongalleriet historien, mens næsten alle de ældre viser sig at have klaret indspilningerne på en dag eller to. Det betyder ikke mindst masser af herlig slangemenneske-kung fu og bisterhed fra henholdsvis Jennifer Lawrence og Michael Fassbinder, der begge er blevet superstjerner siden den første retro-forhistore 'X-Men: First Class' (2011). Den havde Hugh Jackman kun en kort cameo i, men her er jærven den gennemgående figur, der skal binde de to tidsaldre sammen – og det går sådan set så ubesværet og underspillet, at han ikke selv får udrettet det store, men cracker flere jokes end knogler.

Bryan Singer har fuld fart på med sine mindre optrin, skæg kontrafaktisk historieskrivning og den indforståede pærevælling af spritnye og gammelkendte mutanter i forskellige inkarnationer. Men selvom Magneto på et tidspunkt vælger at flytte et helt stadion, udebliver det store sus – en tidlig bullet time-sekvens er flabet, men ellers er det ikke til at udpege en scene eller et scenarie, der mænger sig med de mest mindeværdige i serien. Selv i to sideløbende tidslinjer er repetitive sammenstød mellem mutanter og robotter ikke at foretrække for fordoms opfindsomme tvekampe mellem gode og onde mutanter.

Det mest overraskende ved Singers comeback er, at de eksistentielle og socialkritiske tråde, han fik så meget kredit for ved årtusindeskiftet, nu er rullet ind til et minimum. Så mens det ydre plot aldrig har været så indviklet i X-Men på film, har det indre drama heller aldrig været så overfladisk (hvis vi lige glemmer Wolverines solo-udspil et øjeblik).

Charme, selvtillid og lækkert håndværk kan imidlertid undskylde meget, så om 'X-Men: Days of Future Past' skuffer, afhænger til slut af, hvordan man har det med slutningen. Og hvad den indebærer for universets fortid og fremtid.

Følg @_oh_noe