The Wolverine

Udødelig eller dødelig? Det er det store spørgsmål, når eksistenskrisen rammer en superhelt som Wolverine. For der er jo ingen mening i at leve for evigt, hvis det er uden formål.

Efter japanske samuraistandarder er man en ronin, hvis man er uden mester og formål. Uden den livskraft og ærefrygt bør udødeligheden gives videre. Således er opsangen fra den døende industriboss Yashida. Ved hans død arver sønnedatteren Mariko alt, og instinktivt springer Wolverine ind som beskytter. I nærkamp med yazukaer, ninjaer og en giftig mutant – og ultimativt en gigantisk cyborg, Sølvsamuraien.

Med inspiration i den første selvstændige Wolverine-fortælling fra 1982 af Frank Miller og Chris Claremont, får X-Men-universets mest populære karakter endelig lov at dominere fuldt ud. Med fysik og temperament, der er de fleste superhelte overlegne, samt attitude og ironi som Clint Eastwoods antihelte.

Hugh Jackman flasher adamantium-klørene for sjette gang (en filmrekord han allerede har slået med den kommende 'X-Men: Days of Future Past'), og selvom det runger spøjst om verdens sejeste handyr, så er det først nu, Wolverine er blevet rigtig mand!

Her konfronteres han med sin udødelighed og sit livsmål. Valget, indsigten og opgøret gør ham komplet – selvom eksistenskrisen skildres såre spinkelt. Svage, tåbelige og banale er kærlighedsaffærerne. Hvor vidunderligt det end er at gense Famke Janssen som Jean Grey, så punkteres kærlighedsdrømmene hurtigt af Mariko-sværmeriet.

De japanske locations er velvalgte, men ikke specielt innovative. De understøtter – sammen med klicheparaden af japantyper – det limbo Wolverine oplever. Fremmedgørelse versus fascination overfor de sejlivede traditioner såsom æresbegreber og kampgejst. I længden ramler det dog parallelt med de stivnede japserblik og -positurer, der skal signalere overtag.

I Wolverines selskab er man altid godt underholdt med masser af flænsende flot og velproportioneret action. Højdepunktet i ’The Wolverine’ er den blændende åbningssekvens med Nagasaki-atombombningen, og kun én actionsekvens når samme intensitet: Tagfighten på et Shinkansen-tog med over 300 km/t. Der stopper overraskelserne så, med mindre man synes den opblæste Sølvsamurai hører til. Sayonara, samurai.