Whitney: Can I Be Me

Historien om den lille pige med den store magi. En magi og en sangstemme, som Whitney Houston selv havde et naturligt forhold til, men som skabte så mange penge og muligheder hendes inderste cirkler slet ikke kunne håndtere. Det er DET Whitney Houston dør af. Det er i hvert fald filmens påstand, og det virker desværre ikke helt usandsynligt.

I betragtning af at dette er en dokumentar om Amerikas musikalske sweetheart, så er den formidabelt usentimental. Her er ingen svulstige balladesekvenser med hendes store sangstemme. Her er ikke store, tårevædede interviewbidder, men mere nøgterne, ofte ret uromantiske udtalelser om Whitney Houstons turné-virkelighed. Filmen bevæger sig heller ikke ud i Whitneys sidste år i livet, men forbliver centreret omkring den sidste succesfulde verdensturne i 1999. De 500 timers filmmateriale, som musikdokumentaristen Rudi Dolezal lavede til sin egen dokumentar, inden han besluttede at skrinlægge projektet, fordi Whitney nægtede at tale om sit eget stofmisbrug. De optagelser har han siddet på i årevis og Nick Broomfield blev den instruktør, som fik adgang til dem.

Dolezals backstage-optagelser taler for sig selv. Han er kommet ret tæt på. Dér hvor man kan se Bobby Browns uansvarlige, egoistiske natur, veninden Robin Crawfords rolige støtte og Cissy Houstons blandede signaler. Suppleret af interviews med tidligere ansatte, officielle interviews med stjernen selv og et meget åbenhjertigt interview med en bodyguard, som udgør en ret reel dokumentation for Whitney Houstons følelsesmæssige virkelighed. 

Filmen dokumenterer på sin egen måde de følelsesmæssige svigt Houston var udsat for. Svigt fra en familie der holdt hende i en jernnæve, og som til sidst får sparket hendes største støtte ud. Robin var den eneste person som støttede Whitney, og kvinden hun muligvis havde et seksuelt forhold til. Selvom dokumentaren berører dette emne, gør den det ikke til sit hovedemne, hvilket gør den endnu mere skarp og fokuseret. For hovedessensen i Broomfelds fortælling om Whitney Houston er at hun døde af et knust hjerte.

Styrken i ’Whitney: Can I Be Me’ er netop, at Dolezals optagelser fra turnéen i 1999 underbygger de betragtninger Whitneys nærmeste kollegaer kommer med. For på optagelserne ser man ikke en popstjerne og en glad, levende kvinde. Man ser en stofmisbruger og hendes rodede familie. En ulykkelig kvinde og et menneske, som har meget få venner i sit daglige liv, og som føler sig forpligtet til at tage sig økonomisk af sin familie, med sit kolonorme talent, selvom hun faktisk har mere brug for at passe på sig selv.

De få mangler i dokumentaren er at Clive Davis, som signede Houston til Arista Records og Whitneys mor næsten ikke optræder i filmen. Ikke fordi instruktøren ikke har ønsket det, men fordi Cissy Houston er ved at lave en anden film om sin datter, med Kevin Macdonald i instruktørstolen.

Det gør ondt at se ’Whitney: Can I Be Me’. Det går lige i hjertet at vi mennesker nogle gange gør hinanden så ondt, uden at ville det. Filmen efterlader en eftertænksom tristesse over at ingen passede på det fine menneske, som Whitney Houston tydeligvis også var, og en sorg over at det var DET her, der blev Whitneys skæbne, i stedet for et meget længere og smukkere liv med musikken. I realiteten ved ingen hvad der er sandheden om Whitney Houston, andre end sangerinden selv, men fakta er at Nick Broomfields dokumentar er et rigtig godt bud!