Billie

Hun var bare 44 år da hun døde i 1959. Billie Holiday, kvinden med stemmen der kunne få alle i knæ, når hun med sin enestående evne fik de ofte banale sangtekster til at fremstå som lysende poesi. Det var et kort liv fyldt med udnyttelse fra pengegriske elskere og ægtemænd, en underholdningsbranche styret af hvide mænd i en tid hvor race- og kvindeundertrykkelse var på sit højeste og et misbrug af alkohol og stoffer. 

James Erskines dokumentar er baseret på unikke lydbåndsoptagelser og et ufærdigt manuskript efterladt af journalisten Linda Lipnack Kuehl, der i starten af 1970’erne satte sig for at skrive den ultimative biografi om Billie Holiday. Hun blev aldrig færdig. Hun døde ved et formodet selvmord i 1978. Men inden da interviewede hun hundredevis af mennesker med forbindelse til Billie Holiday; familie og venner, bekendte fra 1930’ernes Harlem, bandmedlemmer, psykiatere ja sågar FBI-agenter. 

200 timers interviewmateriale med mennesker der virkelig kendte Billie, heriblandt Count Basie, Charles Mingus og Tony Bennett, hvis stemmer svæver igennem de knitrende optagelser fra de cafeer, restauranter og natklubber, hvor Linda optog dem. Sammen med lydoptagelserne er der et rigt billedmateriale af både stillfotos og gamle filmklip og i enkelte tilfælde har instruktøren valgt at lave slørede iscenesættelser. 

Det fungerer udmærket. Det er fascinerende at høre om Holidays liv fra den brutale barndom i Harlem med både seksuelle overgreb og prostitution (blandt andet fra et kvalmende interview med hendes tidligere alfons, der grinende hævder at pigerne var stolte af at få et blåt øje af ham) og om karrierens vingesus og omgivelsernes reaktioner på hende – ikke mindst da hun i 1939 indspiller ’Strange Fruit’, en alt andet end konventionel ”protestsang” der direkte og skræmmende beretter om sorte mennesker, der bliver lynchet. 

’Billie’ ender med at blive en konstatering af at Billie Holiday, udover musikken, elskede sex, stoffer, rigdom og berømmelse på en måde, der ikke ville have givet hende problemer, hvis hun havde været en hvid mand. Og at det ikke var hendes indre dæmoner men derimod udnyttelse og chikane, der i sidste ende gjorde det af med hende. 

Men det er filmens anden hovedperson, Linda Lipnack Kuehl, der vækker min nysgerrighed. Den hengivne fan og journalist, der under hendes søgen efter sandheden om Billie, dør under et formodet selvmord – en forklaring hendes familie hverken tror på eller godtager. Det er dén historie, der er det rigtig interessante og den får vi desværre kun i glimt.